Onsdagens aviser med Nordea, Grundfos og B&O

Udgivet den 20-05-2015  |  kl. 06:53  |  

BØRSEN

PRESSET EXPERT SATSER ALT I KRIGEN MOD ELGIGANTEN

Efter otte år med røde tal sætter Expert og topchef Jesper Boysen et trecifret millionbeløb ind på at knække konkurrenten Elgiganten. Til september åbner det første af op til 28 elektronikvarehuse. Detailekspert mener det er en tro kopi af Elgiganten, og de nye varehuse placeres op ad konkurrentens. Men hos Elgiganten er holdningen, at konkurrence er dagligdag, og de stenrige bagmænd bakker op. (Forside, side 6-7)

KRISERAMT LUFTHAVN LANDER ENDNU ET STORT UNDERSKUD

Mens debatten om en bedre lufthavnsplacering raser i Østjylland, leverer den skrantende Aarhus Lufthavn et nyt millionunderskud. Flygtende passagerer, få ruter og manglende politisk opbakning har sendt Aarhus Lufthavn med base i Tirstrup på Djursland ud i en stor krise. (side 8)

B&O FANGET I AMERIKANSK SLAGSMÅL OM EN FARVE

En strid om farven grøn driver en kile ind mellem Bang & Olufsen og amerikanske David Clark. B&O’s hovedtelefoner BeoPlay H2 minder ifølge David Clark for meget om det amerikanske selskabs hovedtelefoner. Det er ikke designet på hovedtelefonerne, men farven der skiller parterne ad i den juridiske strid. (Side 9)

RUSLAND ET STORT PLUS FOR CARLSBERG

Katastrofen i Rusland er Carlsbergs X-faktor. Rusland er det bedste, der er sket for Carlsberg. For Rusland er en af de ting, der kan få Carlsbergs aktie tilbage på sporet, vurderer bryggeriets afgående topchef Jørgen Buhl Rasmussen. I dag løfter Carlsberg sløret for, hvor mange stillinger, der vil blive berørt af selskabets spareplan. (Side 10-13)

DANFOSS-DATTER SPEJDER LANGT EFTER GENNEMBRUD

Pengene fosser ud af Danfoss’ datterselskab, Danfoss IXA, som er et af de få overlevende venturefirmaer hos industrikæmpen. Siden 2009 har virksomheden tabt næsten 50 mio. kr., og der kommer til at gå flere år, før der kommer et gennembrud og store tal på bundlinjen, erkender ejeren. (Side 14)

LEGO-LANDMAND KØBER NYT GODS FOR 31 MIO. KR.

Lego-arvingen Anders Kirk Johansen udvider sine landbrugsaktiviteter og køber et gods tæt på Vejle. Milliardæren køber Agersbøl Gods i Lindved for 31,2 mio. kr. for at få fingrene i jorden og har oprettet selskabet Agersbøl til at varetage driften.

SVENSK FINANSTILSYN TÆT PÅ AT SÆTTE EN STOPPER FOR NORDEA

Nordeas kontrol af hvidvaskning og finansiering af terror møder kritik i Sverige. De hårde ord kom fra det svenske tilsyn Finansinspektionen, svarende til danske Finanstilsynet, der gav en bøde på 50 mio. svenske kroner og en advarsel om, at licensen til Nordea kan blive frataget. (Side 16-17)

TIMEGLASSET ER VED AT LØBE UD FOR GRÆKENLAND

Der er stor usikkerhed om gældstyngede Grækenland, der inden længe skal betale enorme afdrag på sin gæld. Grækerne er ved at løbe tør for tid, mener analytikerne. (Side 24)

BERLINGSKE BUSINESS

RYANAIR RANGLISTER PILOTER EFTER BRÆNDSTOF FORBRUG

Ryanairs piloter kan på en intern rangliste følge med i, hvem af dem der er bedst - og hvem der er dårligst - til at spare på flybrændstoffet. Selv om Ryanair overholder minimumsstandarderne, så advarer Dansk Pilotforening og sikkerhedseksperter om, at listen kan presse piloter til at flyve med mindre brændstof, end de reelt ønsker. (Forside, side 4-5)

BANKERNE SLIPPER FOR AT UDSTILLE DÅRLIGE SAGER

Klager. Forbrugerrådet Tænk havde håbet, at et nyt indberetningssystem ville få bankernes klagesager frem i lyset. Men opgørelserne bliver ikke offentliggjort, fastslår Finanstilsynet, der står bag systemet. (Side 3)

FLYSELSKABER TAGER AFSTAND FRA BRÆNDSTOFLIGA

Ryanairs brændstofliga er langtfra kutyme i luftfartsindustrien i dag. Over for Berlingske oplyser tre af de større lavprisselskaber i Europa og USA, Norwegian, Easyjet og Southwest Airlines, at de ikke har en liga tilsvarende Ryanair. (Side 6)

CAPINORDIC BANK OVERHØRTE ALLE ADVARSLER

Midt i 2008 tvang Finanstilsynet banken til at fordoble bufferen mod tab og advarede om risikable lån. Capinordic Bank vendte det døve øre til alle advarsler og fortsatte udlånsfesten, selv om finanskrisen murrede blandt bankens kunder. Det kostede banken et samlet tab på næsten 190 millioner kroner, viser en opgørelse, som blev fremlagt i Østre Landsret tirsdag. (Side 7)

DANSKE LANDMÆND HØSTER RUSSISK GULD

Russisk boykot af varer fra Vesten giver medvind til en stor dansk svineproducent i Rusland. En gruppe danske investorer planlægger at investere 350 mio. kr. i endnu en russisk storfarm. (Side 8-9)

USÆDVANLIGT HÅRD ADVARSEL TIL NORDEA

Børspolitiet i Sverige har slået hårdt ned på to af Nordens største banker. Nordea har fået en bøde på 50 mio. svenske kroner og en syngende, verbal lussing med en usædvanligt trussel om helt at lukke storbanken, mens Handelsbanken har fået en bøde på 35 mio. svenske kroner. Begge for at have rod i de interne forretningsgange til afsløring af hvidvaskning af penge, terrorfinansiering og andre ulovlige transaktioner. (Side 10)

HÅRDT PRESSET BANK REDDET AF SALG

Østjydsk Bank kommer ud af første kvartal 2015 med et overskud på 7 mio. kr. før skat, som kun er sikret ved et salg af to filialer. Nedskrivningerne plager fortsat den økonomisk pressede bank. (Side 10)

JYLLANDSPOSTEN ERHVERV

OPTIMISMEN SPIRER HOS DANSKE LEDERE

Topledere og mellemledere har ikke været mere optimistiske siden 2009, viser omfattende måling. Stemningen blandt lederne i både industrien, servicesektoren og byggebranchen er over en bred kam blevet langt mere optimistisk siden den forrige måling i december. Den gør dermed op med de toneangivende konjunkturundersøgelser fra Danmarks Statistik, hvor både industrien og byggebranchen stadig fremstår som meget pessimistiske. (Forside, side 6-7)

NY LUFTHAVN ER STØDT IND I DEN FØRSTE STOPKLODS

Kommunen med den bedste placering vil ikke være med. Nu vil Aarhus Kommune undersøge en dyrere løsning. Men vejen er lang og bøvlet. (Side 2)

PINLIG PLET PÅ NORDEAS RY

Sag om hvidvask og terrorfinansiering har forfulgt Nordea længe og er endt med en bøde på 50 mio. svenske kr. Straffen er "hård nok" og sikrer, at Nordea i dag tager skarp kontrol mod hvidvaskning af penge mere alvorligt, lyder det fra Nordea-chef Christian Clausen. (Side 3)

PUMPEKONCERN HAR AKUT BRUG FOR AT TJENE FLERE PENGE

Grundfos er ikke i krise. Men her og nu er der virkelig brug for at øge pumpegigantens indtjening, lyder det fra topchef Mads Nipper. Det er især Kina, der nu er midt i en opbremsning efter i årevis at have leveret tocifrede vækstrater.  (Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder