Onsdagens aviser med SAS, Novo Nordisk og Leo Pharma

Udgivet den 06-07-2022  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

NATIONALBANKEN FRYGTER COCKTAIL AF LØNHOP OG PRISSTIGNINGER

Det er altafgørende, at regeringen snarest muligt strammer finanspolitikken for at sænke efterspørgslen. Det vurderer nationalbankdirektør Lars Rohde. Alternativet er et mareridt af lønninger og priser, der presser hinanden opad i en ond spiral. (Forside, side 12-13)

DANSKE BANK HÆVER GEBYRER - PRIVATKUNDER RASER

Mens kunderne stadig betaler minusrenter, bliver det nu også samlet set dyrere at være privatkunde i landets største bank Danske Bank. (Side 4)

TOPLEDELSEN VIL SKÆRE SAS TIL ÉN GANG FOR ALLE

Tirsdag ansøgte SAS om konkursbeskyttelse i et sidste forsøg på at skabe en levedygtig forretning. Ifølge koncerndriftsdirektør Simon Pauck Hansen er det en nødvendig del af en plan, som er absolut sidste livline for SAS. (Side 6-7)

AKTIECHEF SER SAS-AKTIER SOM VÆRDILØSE

Med udsigt til en rekonstruktion er SAS' aktier reelt værdiløse, men private investorer holder trofast ved den. (Side 8)

LEO PHARMA SIGER FARVEL TIL 22 MARKEDER: FOR DYRT

Efter tab på over 6 mia. kr. på tre år og udsigt til nyt tab i 2022 dropper Leo Pharma nu mere end hvert fjerde marked. (Side 16)

STORBANKER UENIGE OM AKTIERNES RETNING

Trods store kursfald er det fortsat ikke tid til at købe aktier, vurderer tyske Berenberg. J.P. Morgan ser omvendt lys forude. (Side 18-19)

BERLINGSKE BUSINESS

NATIONALBANKENS KRAV OM STRAMMERE LÅNEREGLER VIL SKÆRPE DYK I BOLIGPRISER

Nationalbankdirektør Lars Rohde vil øge kravet til udbetaling og gøre op med den lette adgang til afdragsfrihed for at sikre en mere robust boligøkonomi og tæmme op- og nedture. Samtidig lægger han pres på politikerne, så de kan sørge for snarlige indgreb for at tøjle inflation og jobfest. (Forside, side 2-3)

SAS-TOPPEN SENDER SELSKABETS SKÆBNE TIL DOMMER I USA

Problemerne i SAS er massive. Luftfartsselskabet har søgt om konkursbeskyttelse i USA for at sætte fart på den altafgørende redningsplan. Bestyrelsesformand Carsten Dilling måtte flyve med konkurrenten for at nå frem, fordi SAS-piloterne strejker. (Side 4-5)

DANSK RADARGIGANT INVESTERER MASSIVT I AT OPSPORE DRONER

Weibel Scientific håber at udvide sit marked betydeligt, når avancerede droneradarer bliver klar sidst på året. Endnu er der ingen effekt af krigen i Ukraine - men den vil komme, siger topchef. (Side 7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

NOVO NORDISK OG VESTAS VIL HJÆLPE DERES ANSATTE I USA MED AT BETALE FOR ABORTREJSER

Novo Nordisk og Vestas tilbyder deres ansatte i USA at betale regningen, hvis en medarbejder bliver nødt til at rejse til en anden stat for at få foretaget en lovlig abort. Det sker som reaktion på, at Højesteret har omstødt en dom, der sikrede retten til abort i hele USA. (Forside, side 6-7)

PUNKTUM FOR 16-ÅRIGT VELUX-SLAGSMÅL MED KONKURRENT

Der er sat punktum for en del af det evindelige slagsmål mellem den danske vinduesproducent Velux og den polske konkurrent Fakro. (Side 2)

NATIONALBANKEN SER PRISFALD PÅ BOLIGER

Selv om boligmarkedet kommer i modvind, er der fortsat behov for indgreb, lyder det fra Nationalbanken. (Side 4-5)

A.P. MØLLER FONDEN GIVER 90 MIO. KR. TIL LINDØ-ROBOTTER

Danmark skal have et verdensførende center for robotteknologi - med hjælp fra A.P. Møller Fonden. (Side 7)

BLANDEDE SIGNALER FRA KREDITORER OM SAS' NYE PLAN

Der er både røde, gule og grønne tilbagemeldinger fra kreditorer og øvrige forretningspartnere til SAS' beslutning om at indlede konkursbeskyttelse i USA. Flyselskabet skylder lige nu et tocifret milliardbeløb væk til en større gruppe kreditorer. (Side 8)

SAS SKAL HAVE RENSET UD FOR AT KUNNE OVERLEVE

SAS har ikke som andre selskaber skåret ind til benet under coronakrisen og er nu afhængig af nye aftaler med både ansatte og en række forretningspartnere for at overleve, vurderer tidligere bestyrelsesformand i flyselskabet Norwegian, Niels Smedegaard. (Side 10--11)

KUNDER VINDER SAG OM TABT PENSION

Seks kunder har vundet over AP Pension i Østre Landsret. Det kan få væsentlige økonomiske konsekvenser, erkender pensionsselskabet. (Side 12)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder