Onsdagens aviser med Tryg, Mærsk og Danske Bank

Udgivet den 27-01-2021  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

FINANSSEKTOR SCORER KASSEN PÅ MINKAVLERES ERSTATNING

Banker og realkreditselskaber havde op til minksagen allerede nedskrevet knap 1 mia. kr. ud af et samlet udlån til sektoren på 5,2 mia. kr. Med aftalen om kompensation fra staten på op mod 19 mia. kr. står finanssektoren nu til at hente den afskrevne milliard tilbage. (Forside, side 18-20)

FINANSTILSYNET FRYGTER TILLIDSKRISE MERE END CORONA

Banker og pensionsselskaber skal rådgive pinligt ærligt, hvis corona ikke skal ødelægge kundernes tillid. (Side 2)

MÆRSK: SØFOLK BØR TRÆKKES LÆNGERE FREM I VACCINEKØEN

Søfarende bør anerkendes som nøglepersonel, og benspænd i rejser til jobbet bør stoppe, siger verdens rederier. (Side 4)

DEN DANSKE VINDINDUSTRI VENTER PÅ GRØNT LYS I USA

Havvindindustrien har ventet længe på vigtige godkendelser i USA, og det rammer også danske underleverandører. (Side 6-7)

DFDS KLAR TIL FLERE OPKØB EFTER MILLIARDHANDEL

DFDS overtager HSF Logistics for 2,2 mia. kr. og udvider sine fragtløsninger markant. Flere opkøb er på vej. (Side 10)

TRYG-DIREKTØR ER IMPONERET EFTER ET "VANVITTIGT ÅR"

Med tirsdagens årsregnskab satte Tryg punktum for et vildt coronaår, der har vist sig at ende lykkeligere end forventet. (Side 14)

DANSKE BANK OPNÅR MÅL OM AT VÆRE TOPBANK FOR STORKUNDER

Danske Bank har opnået sit mål om at være i top-2 blandt storkunder i de nordiske lande, viser ny kundemåling. (Side 17)

STORE UDBYTTER KAN VÆRE PÅ VEJ TIL DANSKE AKTIEINVESTORER

Investorer, der ligger tungt lastet i de største danske aktier, kan se frem mod en udbyttesæson, hvor der er stigende udbetalinger i sigte fra mange selskaber. (Side 24-25)

BLACKROCK KRÆVER KLIMAINDSATS AF VIRKSOMHEDER

Blackrock, forvalter afknap 48 billioner, kræver, at virksomheder, de investerer i, forholder sig aktivt til klimaforandringer. (Side 26)

BERLINGSKE BUSINESS

HVER TIENDE VIRKSOMHED FRYGTER SNARLIG LUKNING OG FYRINGER

Konkurser og fyringer truer snart mange nedlukkede virksomheder. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv frygter hver tiende virksomhed at være tvunget til at afskedige ansatte inden for en måned. (Forside, side 4-5)

MAGASIN-DIREKTØR TROR PÅ FYSISKE STORMAGASINER TRODS CORONADYK

Coronakrisens nedlukninger har givet Magasin underskud for første gang i mange år, viser nye nøgletal. Alligevel har Magasin-kædens økonomidirektør store forhåbninger til genåbningen og tiden efter. (Side 2)

HÅB FOR GLOBAL ØKONOMI - MEN EUROPAS OPSVING HALTER

Den Internationale Valutafonds nyeste forventninger til væksten er ikke ubetinget glædelig læsning set med danske øjne. Godt nok vil vaccinerne understøtte et globalt opsving, men nedlukningsmørket i Europa hen over vinteren sætter sine tydelige spor. Kina er den store vinder. (Side 10)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SKAT HAR OPTREVLET AFGIFTSSNYD FOR 240 MIO. KR.

Skattestyrelsen har i samarbejde med Europol og en række europæiske lande stoppet svindel med moms og afgifter på olie. (Forside, side 6-7)

VESTJYSK BANK NEDLÆGGER 75 STILLINGER

Vestjysk Bank gennemførte tirsdag en større fratrædelsesrunde, der betyder, at 75 stillinger i banken nedlægges. (Side 2)

TRYGS TOPCHEF OM KÆMPE OPKØB UDEN FYSISKE MØDER: DET HAR VÆRET VILDT MÆRKELIGT

Morten Hübbe mødte aldrig modparten eller samarbejdspartneren i forhandlingerne om britiske RSA. (Side 7)

UNGE DANSKERE KAN SE FREM TIL MERE I ATP-PENSION

ATP laver to ændringer af forretningsmodellen, som forventes at give højere afkast specielt til unge. (Side 8)

BANKER OG REALKREDIT HAR 6 MIA. TIL GODE HOS MINKAVLERE

En tredjedel af minkavlernes kompensation kan ende i finanssektoren, viser gældstal for sektoren. (Side 10)

NU STRAMMER BLACKROCK KLIMAKRAVENE FOR ALVOR

Verdens største kapitalforvalter sætter på ny dagsordenen for de krav, som virksomhederne må leve op til, hvis de fortsat skal være attraktive. (Side 14-15)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Relaterede nyheder