Onsdagens danske avisuddrag med Danske Spil, Flying Tiger og Mærsk

Udgivet den 15-01-2020  |  kl. 07:07  |  

BØRSEN

DANSKE SPIL BELØNNER STORSPILLERE MED LUKSUSREJSER

Statsejede Danske Spil har sendt de mest trofaste gamblere på gratis fodboldrejser og spilleture til Las Vegas som led i et VIP-program. Programmet er forkasteligt og svarer til fri bar for alkoholikere, lyder kritikken. (Forside, s. 6-7)

FLYING TIGER SATSER PÅ NETSALG EFTER MILLIONTAB

Butikskæden Flying Tiger Copenhagen, der sidste år tabte en halv mia. kr., vil nu øge salget med en onlinesatsning, der på sigt skal rulles ud i flere lande. (s. 8)

VIVINO-STIFTER TILBAGE SOM TOPCHEF I SELSKABET

Heini Zachariassen er igen topchef for det netbaserede vinmarked Vivino, efter at selskabet har sagt farvel til den administrerende direktør i december. Vivino-stifteren forklarer udskiftningen med et kulturelt mismatch. (s. 14)

EKSPERTER: MINUSRENTER VIL BREDE SIG I 2020

De minusrenter til privatkunder, som indtil videre er blevet indført i ti ud af 64 banker herhjemme, kan brede sig til hele sektoren, lyder det fra flere eksperter. (s. 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MÆRSK-TOPCHEF GÅR I RETTE MED MAGRETHE VESTAGER

Mærsk-topchef Søren Skou langer ud efter EU's konkurrenceregler og blæser samtidig til kamp mod kinesisk dominans. Han mener, at den europæiske industri- og konkurrencepolitik bidrager til, at kinesiske mastodonter kan udkonkurrere europæiske selskaber. (Forside, s. 6-7)

SVINEPEST FÅR JORDEN TIL AT RYSTE UNDER STORE HANDELSHUSE

Prisen på svinekød svinger i øjeblikket på historisk høje niveauer som følge af udbredt svinepest. Det øger risikoen for tab i store danske handelshuse som Nowaco og Tomex, der typisk tjener et fast beløb per ton svinekød. (s. 3)

MÆRSK VIL UDBYGGE LOGISTIKKEN PÅ LAND I 2020

Efter tre års tilløb er Mærsk parat til for alvor at investere i udbygningen af sin logistikforretning på land. Koncernen satser på at være konkurrencedygtig på landjorden i alle markeder i 2023. (s. 8-9)

NY DANICA-CHEF SKAL BESTYRE 500 MIA. KR.

Danske Bank har sat Poul Kobberup i spidsen for arbejdet med at investere 800.000 kunders pensionsmidler i datterselskabet Danica Pension. Han erstatter Anders Svennesen, som nu skal koncentrere sig om Danske Banks wealth management-enhed. (s. 10)

BERLINGSKE BUSINESS

BLACKSTONE SÆTTER NYE MÅL I DANMARK: INGEN SAGER I HUSLEJENÆVNENE

Den amerikanske kapitalfond Blackstones danske ejendomsselskab, Kereby, vil fjerne pletterne på sit omdømme i Danmark. Selskabet har i et strategiskifte udpeget en ny ledelse, fået et nyt navn og en ny tilgang til kunderne. Ét af målene er at undgå sager i huslejenævnene. (Forside, s. 4-5)

FIRE NØGLEMEDARBEJDERE HAR DEN STØRSTE ANDEL I ATP-SKABT FORMUE

En lille håndfuld partnere har opbygget store formuer gennem ATP's egen kapitalfond. ATP-ledelsen og fagbevægelsens topfolk, der normalt er meget kritiske over for tårnhøje lønninger, er krøbet i flyverskjul. (s. 6)

GLADSAXE KOMMUNES ETISKE BANKKRAV FÅR HUG

Gladsaxe kommune er gået for vidt med sine skærpede krav til bankerne, lyder det fra en bankekspert og et byrådsmedlem. Borgmesteren holder dog selv fast i kravene. (s. 8)

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder