Onsdagens obligationer: En rutsjebanetur endte med et lille rentefald

Udgivet den 18-05-2022  |  kl. 17:01  |  

Det var ikke kun aktiemarkedet, der onsdag oplevede bølgegang. Også på obligationsmarkedet var der markante bevægelser.

Den tiårige danske statsrente endte i 1,37 pct. - 1 basispoint mindre end tirsdag, da den steg voldsomme 12 basispoint. I dagens løb svingede renten mellem slutniveauet og underkanten af 1,43 pct.

Efter dansk lukketid mandag talte chefen for Federal Reserve, Jerome Powell. Her erkendte han, at den amerikanske centralbank set i bakspejlet har reageret for sent på den høje inflation, som senest i april blev målt til 8,3 pct. Det skubbede de korte renter yderligere op.

SKUFFENDE USA BYGGETAL

Dagens væsentligste nøgletal fra USA var tal for byggetilladelser og påbegyndt boligbyggeri for april.

Det påbegyndte boligbyggeri i USA udviklede sig i april værre end ventet. Også antallet af byggetilladelser faldt.

Det påbegyndte boligbyggeri faldt med 0,2 pct. til 1.724.000 enheder fra 1.728.000 i måneden før. Her var der ventet 1.756.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Antallet af byggetilladelser faldt til 1.819.000 enheder fra 1.870.000 i marts, svarende til et fald på 3,2 pct. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.814.000 tilladelser.

BRITISK INFLATION PÅ 9 PCT.

Onsdag formiddag var der inflationsnyt fra Storbritannien.

Den britiske inflation ramte i april det højeste niveau i 40 år, da britiske forbrugerpriser skød i vejret med 9 pct. på årsbasis mod 7 pct. i marts.

Selv om det er marginalt mindre end frygtet blandt økonomerne, så vil prisstigningerne formentlig give politikere og beslutningstagerne i Bank of England hovedpine.

Ifølge Financial Times ligger inflationen eksempelvis nu næsten dobbelt så højt, som Bank of England forudså for bare seks måneder siden.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯