Onsdagens obligationer: Forsigtige investorer gav lille renteplus

Udgivet den 08-04-2020  |  kl. 17:00  |  

Efter en lidt lavere start steg de danske statsrenter en spids i onsdagens handel, hvor der ellers også blev taget gevinster ud af aktiemarkedet efter tre dage i træk med stigninger.

Investorerne holdt nemlig generelt pengene på sidelinjen inden påskeferien og efter en meget turbulent periode på de finansielle markeder.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme endte onsdag i minus 0,10 pct., hvilket var et fald på 1 basispoint sammenlignet med lukkeniveauet tirsdag.

Renten startede ellers i omtrent minus 0,15 pct.

Ligesom de foregående dage i denne uge var der ikke meget inspiration at hente fra nøgletalsfronten, hvor højdepunkterne onsdag var et par japanske nøgletal og en opgørelse af handels- og betalingsbalancen herhjemme.

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster faldt i februar til 16,4 mia. kr. fra 18,4 mia. kr. måneden før, mens handelsbalancen eksklusive skibe blev opgjort til et plus på 10,5 mia. kr. mod 10,9 mia. kr. måneden før.

Onsdag aften kan der dog vente spændende information for investorerne, når referatet af det seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, offentliggøres.

Her kan man få et nærmere indblik i, hvad topfolkene i centralbanken diskuterer i en usikker og nervøs tid.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder