Onsdagens obligationer: Rente korrigerede højere op til rentemøde GENT

Udgivet den 26-01-2022  |  kl. 17:00  |  

De lange danske obligationsrenter krøb højere onsdag, mens markedet så frem mod aftenens rentemeddelelse fra den amerikanske centralbank.

Spørgsmålet er, hvor voldsomme stramninger af pengepolitikken, banken vil signalere i en situation, hvor inflationen er høj, og arbejdsmarkedet i bedring.

Hos Jyske Bank venter valuta- og rentestrateg Jan Bylov, at de danske investorer kan se frem til afdæmpede toner fra centralbankchef Jerome Powell, når de møder ind torsdag.

- Vi venter, at Fed fastholder renten, men lægger op til en renteforhøjelse på mødet i marts. Powell vil givetvis berolige markedet med, at renteforhøjelsen kun bliver på 25 basispoint og ikke de 50 basispoint, som der har været rygter om i markedet, skriver Jan Bylov i en optakt.

Den toneangivende tiårige danske rente steg 2 basispoint til 0,11 pct. og fulgte eksemplet fra USA, hvor der var rentestigninger i samme størrelsesorden.

Samlet venter Jyske Bank, at den amerikanske centralbank hæver renten tre gange i år og fire gange i 2023.

Dermed hælder Jyske Bank til en afdæmpet renteudvikling. Flere Fed-chef har indikeret tre til fire renteforhøjelser i år, og enkelte børshuse, blandt andet Deutsche Bank, ser risiko for, at det ikke er nok.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯