Onsdagens obligationer: Renten steg efter amerikanske inflationstal

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 17:00  |  

Der blev rykket godt og grundigt rundt på udviklingen på både obligations- og aktiemarkedet onsdag, da inflationstal fra USA over middag overraskede med en noget højere stigningstakt end ventet.

Og det fik bekymringerne om en forestående rentestigning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at blusse op.

Samlet steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 3 basispoint til minus 0,02 pct. efter rentefald tidligere på dagen. I sidste uge gik renten på weekend i minus 0,11 pct.

- Man skal huske på, at Fed ikke reagerer på en enkelt måneds tal. Så de vil givetvis bruge de kommende måneder på at vurdere, hvor midlertidigt/vedvarende prisstigningerne er, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar.

Onsdag var ugens sidste handelsdag, inden det danske finansmarked kan holde en fire dage lang weekend.

Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, påpeger, at onsdag også blev brugt på at positionere sig både på obligations- og aktiemarkedet i forhold til de amerikanske nøgletal for producentpriser og detailsalget, der kommer torsdag og fredag.

I onsdagens økonomiske kalender var også industriproduktion i marts i eurozonen, som skuffede i forhold til konsensus.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder