Onsdagens obligationer: Rentestigning gik i sig selv igen

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 17:00  |  

Det danske obligationsmarked indledte onsdagens handel med stigende renter efter spekulationer om, at det vil lykkes politikerne i USA at få strikket en ny gigantisk hjælpepakke sammen til støtte for økonomien, men i løbet af dagen vendte markedet rundt og lukkede næsten uændret.

Renten på den tiårige danske statsobligation svingede i løbet af dagen imellem minus 0,46 pct. og minus 0,49 pct., men endte uændret i minus 0,48 pct.

Ifølge rente- og valutastrateg Morten Hassing Povlsen fra Jyske Bank er der stadig håb for en hjælpepakke i USA før valget den 3. november.

- Forhandlingerne fortsætter, selv om der stadig er uenighed om størrelsen og indholdet af hjælpepakken, hvor republikanerne er villige til at øge den til 1880 mia. dollar, mens demokraternes udspil er 2200 mia. dollar, skriver Morten Hassing Povlsen i en kommentar.

På nøgletalsfronten viste britiske inflationstal for september en stigning i kerneinflationen til 1,3 pct. fra 0,9 pct. måneden før, men det var helt som ventet.

Der var også opmærksomhed om meldinger fra fremtrædende medlemmer af både Den Europæiske Centralbank og amerikanske Federal Reserve, men der var dog ikke det store sprængstof i de taler, som ikke formåede at flytte nævneværdigt på obligationskurserne.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder