Pandora: Hedgefond skruer ned for short-væddemål med gevinst

Udgivet den 12-01-2018  |  kl. 13:27  |  
Pandora - Smykker

Den amerikanske hedgefond Coatue Management satsede gennem 2017 flere og flere mio. kr. på kursfald i Pandora-aktien, men torsdag har selskabet skruet ned for sin investering.

Ifølge Finanstilsynet har Coatue torsdag mindsket sin shortposition - som er at satse på kursfald - til 1,82 pct. af aktiekapitalen. I slutningen af november lød den andel på 2,83 pct.

Det betyder, at Coatue efter torsdagens salgsopdatering fra Pandora valgte at købe aktier tilbage for at nedbringe sin satsning.

Pandora offentliggjorde torsdag foreløbige regnskabstal for 2017, der viste en omsætning på 22,8 mia. kr. og en EBITDA-margin på 37,3 pct., hvilket var lavere end selskabets egne og analytikernes forventninger.

Samtidig offentliggjorde smykkeproducenten nye langsigtede forventninger om en vækst på 7-10 pct. i 2018-2022 og en EBITDA-margin på 35 pct., hvilket også var under markedets forventninger.

Det blev første gang kendt i februar, at Coatue satsede på kursfald i Pandora, og hedgefonden har løbende øget sit væddemål helt frem til november.

Da købs- og salgskurserne ikke er kendte for andre end Coatue, er det svært at beregne det præcise resultat af investeringen, men de fleste aktier blev shortet fra februar og frem til slutningen af maj, og i den periode faldt aktien fra 900 kr. til cirka 600 kr. Pandora-aktien dykkede i alt knap 27 pct. sidste år.

Modsat Coatue er verdens største kapitalforvalter, Blackrock, torsdag kommet på banen med en shortposition på 0,51 pct.

Samlet er 5,77 pct. af Pandoras aktier shortet ifølge Finanstilsynet.

Det samlede tal er endnu større, da det kun bliver oplyst, hvis et selskab har shortet mere end 0,5 pct. af aktiekapitalen.

Pandora-aktien faldt torsdag 10,7 pct., og fredag falder aktien 0,5 pct. til 592,60 kr.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
10:06:01

 
0,00%
 
10:06:01

 
0,02%
 
10:06:01

 
0,00%
 
10:06:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder