Pandora/Berenberg: Sænker kursmål med 14 pct. efter nedjustering

Udgivet den 07-08-2018  |  kl. 12:06  |  
Arkiv: Foto

Mandagens nedjustering hos smykkeselskabet Pandora har fået finanshuset Berenberg til at sænke kursmålet for aktien til 475 kr. fra 555 kr.

Anbefalingen lyder fortsat på "hold", fremgår det af en analyse fra den tyske investeringsbank, der fredag i sidste uge udsendte en analyse, hvor den udtrykte bekymring for netop en mulig nedjustering i forbindelse med regnskabet for andet kvartal.

I tirsdagens analyse skriver Berenberg også, at nedjusteringen i sig selv ikke er en stor overraskelse.

- Men vi mener, at endnu en nedjustering kun få måneder efter de opdaterede langsigtede målsætninger vil sætte spørgsmålstegn ved den nuværende strategi og ledelsens troværdighed, skriver Berenbergs analytikere.

Nedjusteringen, ringe klarhed over de finansielle forventninger efter 2018, usikkerheden om den nuværende strategi og skuffende tal for andet kvartal er alt sammen medvirkende til, at Berenberg mener, at aktien vil være i "frit fald" tirsdag.

Pandora-aktien falder tirsdag 19,2 pct. til 347,50 kr. efter nedjusteringen mandag efter børslukketid, hvor selskabet reducerede forventningerne til den organiske vækst i år til 4-7 pct. fra tidligere 7-10 pct. og EBITDA-marginen til 32 pct. fra tidligere 35 pct.

Smykkeproducenten oplyste desuden, at det åbner 250 nye butikker i år mod tidligere 200, og at tilkøbte virksomheder bidrager med 1,4 mia. kr. til toplinjen mod tidligere 1 mia. kr. Det betyder, at salget underliggende kommer til at falde i 2018.

Selskabet har ikke givet nogen årsag til nedjusteringen og vil først kommentere det torsdag morgen, hvor regnskabet for andet kvartal bliver offentliggjort.

Pandoras langsigtede mål blev annonceret i januar i år, da selskabet holdt kapitalmarkedsdag. Målene gælder for perioden 2018-2022, hvor selskabet vil øge salget 7-10 pct. om året og levere en EBITDA-margin på omkring 35 pct. - men de bliver altså ikke nået i år.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder