Pandora/CEO: Har ambition om at vokse 4-6 pct. som det globale marked

Udgivet den 04-09-2019  |  kl. 13:41  |  

Pandoras salg af smykke er gået grueligt galt de seneste år. I indeværende år venter smykkeselskabet en negativ vækst i omsætningen i lokal valuta på 3-7 pct., men væksten skulle gerne komme tilbage igen.

Det siger Alexander Lacik, topchef i Pandora, onsdag til Ritzau Finans i forbindelse med en konference hos ABG Sundal Collier.

- Vi har en specifik guidance for dette år, og vi har desuden tidligere i år kommunikeret, at vi formentlig også i 2020 kommer til at befinde os i negativ like-for-like-vækst-territorium. Det er de forventninger, vi har meldt ud, siger Alexander Lacik.

Tidligere havde Pandora langsigtede mål om omsætningsvækst på 7-10 pct. i lokal valuta. Men det blev pakket væk i november sidste år, og der er ikke nye langsigtede mål på bordet.

Topchefen har dog et håb om, at væksten kommer op i gear igen:

- Når vi - bortset fra Pandora - kigger ud på omverdenen, så vokser det globale juvelmarked med 4-6 pct. årligt. Så man kan tænke sig det scenarie, at vi kan være med til at tage del i det, den dag Pandora står på friske ben, siger Alexander Lacik.

- Men hvornår det sker, har jeg ingen anelse om. Det er ren spekulation, siger han.

I årene fra 2013 til og med 2016 lå Pandoras omsætningsvækst på mellem 30 og 40 pct.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder