Pandora/Sydbank: Bedre end frygtet salg og EBIT i andet kvartal

Udgivet den 09-07-2020  |  kl. 06:53  |  
Pandora - Sten

Smykkekoncernen Pandora er onsdag aften kommet med markedsopdatering samt foreløbige regnskabstal for andet kvartal, hvor meldingerne om både salget og driftsindtjeningen er bedre end frygtet.

Sådan lyder vurderingen fra Per Fogh, der dækker Pandora for Sydbank.

Den samlede udsalgsvækst og organiske vækst viste i andet kvartal et fald på cirka 40 pct., og det er bedre end konsensusestimaterne i markedet, der ifølge Per Fogh lå omkring et fald på 50 pct., og analytikerens egne estimater lå en smule lavere endnu.

EBIT-indtjeningen før restruktureringsomkostninger venter Pandora vil blive omkring breakeven i andet kvartal, hvilket er betydeligt bedre end forventningerne i starten af maj i forbindelse med regnskabet for første kvartal, hvor smykkekoncernen ventede et betydeligt negativt EBIT-resultat.

- Det er også bedre end jeg havde ventet, idet jeg ventede en EBIT-margin på minus 3,5 pct. i andet kvartal, siger Sydbanks aktieanalytiker.

Det tegner ifølge Per Fogh godt for indtjeningen for helåret, at den ikke er blevet helt udraderet, som ellers var frygtet.

Pandora-aktien har været godt kørende den seneste måned, og Per Fogh er på den baggrund lidt forsigtig med at spå om aktiekursen når børsen åbner torsdag morgen.

- Det er en positiv meddelelse, og jeg tror, at den vil outperforme markedet i morgen. Men, den har været godt kørende i de seneste uger, siger Per Fogh.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder