Parken nedjusterer på grund af corona-restriktioner

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 12:09  |  
Arkiv: Foto

Parken, der både har FC København, Lalandia og et kæmpe stadion under sin hat, nedjusterer nu forventningerne til resultatet i 2020.

Parken venter nu en omsætning i niveauet 510 til 560 mio.kr. og et resultat før skat på -310 til -280 mio. kr. i 2020.

De seneste udmeldte forventninger var en omsætning i niveauet 485 til 585 mio. kr. og et resultat før skat på -250 til -200 mio. kr.

Det oplyser selskabet fredag middag.

At Parken nu venter en dårligere præstation i 2020, skyldes, at nedlukningerne i forbindelse med corona har ramt i de første ni måneder - og at fortsatte restriktioner vil ramme i fjerde kvartal også.

Og bestyrelsesformand Bo Rygaard venter da heller ikke, at der vil komme tilskuere til fodbold i Parken foreløbig:

- Det er en trist og alvorlig udvikling for fodbolden i Danmark, og vi mener heller ikke, at der er evidens for nødvendigheden af en så restriktiv tilgang. Vi har tværtimod bevist, at vi kan have op mod 8000 tilskuere under sundhedsforsvarlige forhold, siger bestyrelsesformanden i meddelelsen.

- Jeg vil opfordre regeringen til at gentænke beslutningen og vise vilje til imødekommenhed, lyder det fra Bo Rygaard.

Parken Sport & Entertainment kommer med regnskab for tredje kvartal den 3. november.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder