Penneo udforsker tysk marked - mens underskuddet vokser

Udgivet den 16-05-2023  |  kl. 11:09  |  
Aktie tabel

Softwareselskabet Penneo har i første kvartal realiseret halvdelen af det forventet underskud i 2023. Det er dog som ventet ifølge selskabets administrerende direktør, Christian Stendevad.

- Vi har et underskud, som er planlagt. Det kan betale sig for os at investere i kunder, for når vi først har fået kunderne ombord, så har vi dem i rigtig mange år, siger Christian Stendevad til MarketWire.

Penneo er en dansk software virksomhed, der udvikler digitale signeringsprocesser og dokumenthåndtering til virksomheder. I første kvartal fik selskabet et driftsunderskud målt på EBITDA på 6,6 mio. kr., hvor forventningen til underskuddet for hele året er i niveauet 10 til 15 mio. kr. Selskabet blev noteret på hovedbørsen på børsen i København i foråret 2022.

En del af selskabets strategi er at udvide til udlandet, hvor nye kunder skal bidrage til vækst i toplinjen.

- Der, hvor vi specielt har haft succes med nye kunder, er i udlandet. Når man kigger på nye kunder, som vi får ombord og den ARR omsætning, som de bidrager med, kommer de med 57 pct. af vores vækst, siger Christian Stendevad med henvisning til, at Belgien særligt bidrager til væksten.

ARR er abonnementsbaserede indtægter regnet på årsbasis.

Nye kunder er dog ikke gratis, og omkostningerne til selskabets ansatte steg med 28 pct. i første kvartal.

- Når vi siger investeringer, så er det reelt at ansætte medarbejdere - så det er derfor, at vores omkostninger til medarbejdere er steget, forklarer den administrerende direktør.

I år er et nyt marked i kikkerten, hvor Penneo er i dialog med potentielle kunder samt relevante myndigheder.

- Vi håber, at det bliver succesfuldt. Tyskland virker til at være det helt rigtige sted for det næste marked, siger Christian Stendevad og påpeger, at det endnu ikke er endelig besluttet.

Omsætningen blev i første kvartal 18 mio. kr., hvor de abonnementsbaserede indtægter endte i 74,2 mio. kr. Forventningen til hele 2023 er en indtjening i ARR i intervallet 87 til 95 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯ 

Seneste nyheder