Pimco: Mageligheden hersker på aktiemarkedet

Udgivet den 16-06-2017  |  kl. 11:34  |  

Den optimistiske stemning på aktiemarkedet er måske også en tand for optimistisk, lyder det fra fondsforvalteren Pimco, en af verdens største af slagsen.

Godt nok var der negativ stemning på aktiemarkederne torsdag, men den generelle tendens er ikke til at tage fejl af - investorerne har fortsat appetit for aktier. Herhjemme har det toneangivende C20 Cap eksempelvis slået rekord 26 gange siden årsskiftet - senest onsdag.

Ifølge Pimco-porteføljemanager Andrew Bosomworth er investorerne på aktiemarkeder i USA og Europa blevet magelige, og der skal meget til at rokke ved retningen. End ikke større politiske begivenheder samt lurende risici har flyttet særlig meget på markedets humør.

- Vores holdning er, at markederne er meget magelige, og at antallet af risici ikke er indregnet, siger Andrew Bosomworth til Ritzau Finans.

Pimco, der investerer i obligationer, ser modsat, at obligationsmarkedet er mere forsigtigt.

Han peger eksempelvis på den amerikanske præsident Donald Trumps ventede politik. Det er ifølge Pimco og mange andre iagttagere ikke længere sandsynligt, at præsidenten kommer igennem med sine lovede store finansielle reformer - de vil i hvert fald blive udvandet af Kongressen. Til gengæld er der risiko for, at Trump kommer til at agere på egen hånd hvad angår handelspolitikken.

RENTEMARKED REAGERER

- Gældsmarkedet reagerer på det her og er ved at tage forventningerne ud af prissætningen. Renterne på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond er nede omkring 2,2 pct., og vi var oppe på 2,6 pct., siger porteføljemanageren, der henviser til en stor stigning i renten i kølvandet på valget af Trump som præsident.

- Det er kun aktiemarkedet, der stadig kører op. Det har ikke indregnet de nye udsigter og er stadig ganske optimistisk, påpeger han.

I sidste uge kunne den såkaldte "super-torsdag" ikke ændre markedets overbevisning. Her var der ellers nok at reagere ud fra. Det gjaldt blandt andet et parlamentsvalg i Storbritannien, der svækkede den siddende premierminister, Theresa May, markant. Men aktiemarkedet reagerede i det store hele med skuldertræk.

Samtidig advarer Pimco om, at værdisættelsen af amerikanske aktier er så høj, at den kun overgås af perioder omkring 1929 og 1999.

- Hvis vi ser på forskellige måleredskaber, så overgås denne periode kun af andre "boble"-perioder, siger Andrew Bosomworth.

På grund af risikoelementerne i den globale økonomi, såsom en ulmende recession inden for tre til fem år, har Pimco valgt at reducere sin beholdninger af værdipapirer, der er stærkt afhængige af monetær politik samt virksomhedsobligationer i virksomheder, der har særlig brug for høj vækst for selv at vokse.

/ritzau/FINANS

Rikke Marie Dahl +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
1,27%
 
17:30:01

 
1,23%
 
17:00:02

 
0,91%
 
17:00:02

 
-1,73%
 
18:23:01

 
-2,88%
 
18:23:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder