Pimco ser rum for pause i renteløftene hos Federal Reserve

Udgivet den 02-05-2023  |  kl. 14:56  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er efter alt at dømme klar med endnu et renteløft onsdag aften dansk tid, men så er der formentlig også plads til en pause.

Sådan lyder vurderingen fra Tiffany Wilding, der er økonom hos Pimco.

- Vi venter et løft på 25 basispoint i styrerenten, mens Federal Reserve samtidig vil signalere en pause i yderligere stigninger, hvis data tillader det, skriver hun i en kommentar.

- Vi vurderer, at Federal Reserve højst sandsynligt vil gøre det ved at ændre sin "forward guidance" fra "nogen yderligere pengepolitisk stramning" til noget i retningen af "yderligere pengepolitisk stramning," hvilket vil give banken mulighed for at signalere en pause, mens der stadig holdes fast i en tendens til stramninger, fortsætter hun.

Men fordi rentemøderne og -beslutningerne hos Federal Reserve tiltrækker sig så stor opmærksomhed omkring de finansielle markeder, er det ikke nogen let opgave at ramme den rigtige balance for Jerome Powell, der er chef for Federal Reserve og efter rentebeslutningen skal forsøge at udlægge teksten på et rentemøde.

- Vi vurderer, at Powell skal på en udfordrende balanceakt med pressekonferencen, men i sidste ende venter vi, at det kommer til at lyde som en "høgeagtig" pause, skriver Tiffany Wilding.

Federal Reserve afslutter sit to dage lange rentemøde med en rentemeddelelse klokken 20 dansk tid onsdag aften.

Den generelle forventning blandt økonomerne er - helt i tråd med Pimco - et renteløft på 25 basispoint til 5,00-5,25 pct., viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder