PRESSEMØDE - Nykredit: Udbudsstrukturen på realkreditmarkedet er ved at bundfælde sig

Udgivet den 23-02-2000  |  kl. 15:50  |  

København--23. februar--NetPosten--De forandringer af udbudsstrukturen på det danske realkreditmarked, som i 1990erne blev observeret med dannelsen af bl.a. Danske Kredit og Unikredit er nu ved at bundfælde sig, og markedet har fundet et naturligt leje. Det sagde Nykredits koncernchef Mogens Munk Rasmussen på onsdagens pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet.

Nykredit har i lang tid været dømt ude, og man har talt om, at Nykredits markedsandele svandt kraftigt ind. Faktum er dog, at Nykredit har fastholdt en procentvis andel af obligationsrestgælden på 34,1 pct. i 4. kvartal 1999 mod 35 pct. i 4. kvartal 1998. Samtidig er stigningstakten hos de små mindre udbydere ved at ebbe ud.

- Selvom f.eks. Totalkredit har et stort distributionsnet, så ser det ud til at de nu stabiliserer sig - og på et lavt leje, sagde koncernchefen.

Han erkendte dog, at Nykredit havde været "fodslæbende", når det gjladt de korte rentetilpasnings- eller FlexLån. Det skyldes, at Nykredit mener, at det kræver en høj grad af kunderådgivning, når det drejer sig om privatpersoner. Derfor har Nykredit kun en markedsandel på det område på 29 pct., mens Realkredit Danmark stort set sidder på resten.

- Men det er ved at blive markedsstandard, og derfor vil vi også gøre mere ud af det område, sagde Mogens Munk Rasmussen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder