Råvarer: Laveste olieproduktion i årtier giver små prisstigninger

Udgivet den 06-07-2020  |  kl. 07:22  |  

Oliemarkedet viser forsigtige positive tegn mandag morgen, hvor dagens handel er begyndt med små prisstigninger.

Prisstigningerne skyldes, at Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, i øjeblikket udbyder de laveste oliemængder i årtier.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 42,96 dollar mod 42,63 dollar fredag eftermiddag klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 40,39 dollar mod 40,13 dollar fredag eftermiddag.

Opec og dens allierede - også kendt som Opec+ - har siden oliepriskollapset i marts fokuseret intenst på at begrænse udbuddet af råolie.

Og ifølge Reuters bærer ambitionerne nu frugt.

Olieproduktionen er nemlig dalet til det laveste niveau i årtier.

Opec+ er dog ikke alene om at sænke udbuddet af råolie. I USA er antallet af driftsaktive olie- og naturgasrigge faldet for niende uge i træk til et rekordlavt niveau, skriver Reuters.

På trods af den relativt lave produktionsaktivitet er morgenens prisstigninger begrænsede, da hele 39 stater i USA melder om vækst i antallet af coronasmittede.

- Vi vil se et fald i efterspørgslen (på olie, red.), hvis smittetrykket stiger, og folk bliver hjemme. Genopretningen af den amerikanske olieefterspørgsel bliver langsommere end ventet, vurderer Howie Lee, økonom i OCBC, over for Reuters.

Handlere vil få et bedre overblik over efterspørgselssituationen, når det amerikanske energiministerium, EIA, senere på ugen offentliggør rapport, påpeger ING i et notat ifølge Reuters.

På det øvrige råvaremarked falder prisen på guld, mens kobberprisen stiger.

Mandag morgen koster en troy ounce guld 1772,28 dollar mod 1774,88 dollar fredag eftermiddag ved dansk børslukketid.

På markedet for industrimetaller handles et ton kobber mandag morgen til 6064,5 dollar mod 6006,5 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder