Råvarer: Olie og guld følger hinanden op

Udgivet den 18-08-2017  |  kl. 06:32  |  

Der er mindre prisstigninger på oliemarkedet fredag morgen, og guld handles også på et højt niveau efter fornyede rentefald på de amerikanske statspapirer.

Stigende produktion, men endnu større stigning i efterspørgslen i USA, præger oliemarkedet.

Olieproduktionen i USA er steget 13 pct. siden midten af 2016 til 9,5 mio. tønder pr. dag, mens landets kommercielle råvarelager er faldet 13 pct. til under 2016 niveauet siden toppunktet i marts.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 50,95 dollar mod 50,70 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 47,05 dollar mod 46,90 dollar torsdag eftermiddag.

Guld og ædelmetaller følger udviklingen i renten på de amerikanske statspapirer, som er faldet fredag.

En ounce guld står fredag morgen i 1287 dollar mod 1283 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller bliver kobberprisen fredag morgen sendt ned til 6443 dollar per ton fra 6475 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder