Råvarer: Olieprisen holder sig oven vande

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 07:51  |  

Olieprisen holder sig tirsdag omkring niveauet fra mandag og bider sig dermed fast i sin højeste pris i tre måneder. Det sker, i takt med at investorerne forventer et fald i olielagrene i USA.

Fredag blev olieprisen sendt op, da foreningen af olieeksporterende lande, OPEC, overraskende skar mere end ventet i deres produktion for at holde prisen oppe.

Dermed er fokus tilbage på den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina, hvor førstnævnte har varslet ny straftold fra søndag.

- Fokus i markedet er nu skiftet til efterspørgsel i takt med, at spørgsmål om udbuddet af olie er manet i jorden. Alle øjne er nu rettet mod forhandlingerne mellem verdens to største økonomier, siger råvareanalytiker hos HI Investments & Futures Will Sungchil Yun til Bloomberg News.

Prisen for en tønde WTI-olie, den amerikanske referencepris, ligger tirsdag morgen på 59 dollar, så godt som udforandret. En tønde nordsøolie, Brent, ligger i 62,4 dollar.

Guldprisen holder sig også pænt tirsdag af samme årsager. Frygt for eskalerende handelskrig, centralbankstimulans og økonomiske opbremsning sender folk mod guldet.

- Økonomisk vækst og inflation er stadig moderat og centralbanker ser ud til at støtte. I det miljø vil fald i aktiemarkederne sandsynligvis komme fra vækstbekymringer eller geopolitik. I begge tilfælde er guld en effektiv forsikring, siger porteføljemanager hos BlackRock Russ Koesterich.

Guldprisen ligger tirsdag morgen i 1462,26 dollar. Det er en lille stigning og fortsat pænt over prisen på omkring 1300 dollar i starten af året.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber tirsdag morgen 6075,5 dollar mod 6065 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder