Reduceret væksttakt i Japans økonomi i tredje kvartal

Udgivet den 15-11-2017  |  kl. 06:34  |  

Det japanske bruttonationalprodukt (BNP) voksede mindre end ventet i tredje kvartal, og væksten ligger langt fra den overraskende høje takt i kvartalet før. Inflationen er positiv omend fortsat alt for lav, mens forbrugerne stadig ikke lader høre fra sig.

Det fremgår af foreløbige data fra de japanske myndigheder i Tokyo onsdag morgen.

Væksten i BNP løb op i 0,3 pct. på kvartalsbasis i sæsonjusterede tal mod en vækst på 0,6 pct. kvartalet før og mod analytikernes estimerede 0,4 pct. vækst.

Ses der på årsbasis, øgedes BNP-væksten 1,4 pct. i forhold til en revideret vækst på 2,6 pct. i andet kvartal og en forventet vækstrate på 1,5 pct.

Privatforbruget faldt 0,5 pct. mod det ventede drop på 0,4 pct. og mod andet kvartals stigning på 0,7 pct.

Erhvervsinvesteringerne skuffer også med en stigning på 0,2 pct. i tredje kvartal, idet der var ventet en stigning på 0,3 pct. oven på andet kvartals stigningstakt på 0,5 pct.

BNP-deflatoren, der er et bredt mål for inflationen i hele økonomien, viste som ventet en stigning på 0,1 pct. I andet kvartal var der tale om et minus i BNP-deflatoren på 0,4 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Relaterede nyheder