Rentebesparelser på 20 mia. kr.
Boligejerne bruger færre penge til renter på deres realkreditlån. Det viser Nationalbankens rentestatistik for januar 2011. Det seneste år har boligejere betalt 61 mia. kr. i renter på realkreditlån. Det er 20 mia. kr. mindre end året før.
- Boligejerne har fået glæde af de lavere renter på deres rentetilpasningslån og 70.000 låntagere fik sidste år lån med 4 pct. i rente. Samlet set betyder det, at boligmarkedet og dansk økonomi er kommet lettere gennem krisen i 2010, siger vicedirektør i Realkreditrådet, Jan Knøsgaard.
Nationalbankens rentestatistik viser også, at boligejerne sidste år afdrog mere på deres realkreditlån. De samlede afdrag steg med 1,7 mia. kr. i 2010 i forhold til 2009. Afdragene er steget samtidig med, at flere har fået afdragsfrie lån. Udviklingen skyldes, at der automatisk afdrages mere på realkreditlånene, når renterne er lave.
- Afdragene er især steget som følge af de lave renter på rentetilpasningslånene. Den mekanisme er ofte overset og betyder, at der automatisk lægges mere til side i dårlige tider, siger Jan Knøsgaard.