Ringkjøbing Landbo H1: Øgede nedskrivninger koster på bundlinjen

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 08:09  |  

Vestjyske Ringkjøbing Landbobank havde fremgang i nettorenteindtægterne i første halvår, men øgede nedskrivninger og et fald i beholdningsresultatet har medført et fald i indtjeningen før skat.

Det fremgår af selskabets regnskab for første halvår af 2020.

Bankens nettorenteindtægter er steget med 5 pct. til 616 mio. kr. i første halvår fra 587 mio. kr. i samme periode året forinden.

Udviklingen skyldes ifølge banken blandt andet, at der i forhold til ultimo juni 2019 har været en stigning i udlånsmængderne på 2 pct. I løbet af 2020 har udlånsmængderne dog både først været stigende og efterfølgende faldende.

Yderligere er renteindtægterne hjulpet af, at banken i fjerde kvartal 2019 generelt implementerede negative renter for erhvervskunder, ligesom banken med virkning fra den 1. januar 2020 indførte negative renter for privatkunder.

Gebyrer, provisioner og valutaindtjening udgjorde 374 mio. kr. i første halvår 2020 mod 387 mio. kr. samme halvår 2019.

Basisresultatet før nedskrivninger på udlån er steget til 671 mio. kr. fra 643 mio. kr. i første halvår 2019.

Nedskrivninger på udlån er øget til 141 mio. kr. fra 49 mio. kr. i første halvår 2019. Nedskrivningerne blev på 66 mio. kr. i andet kvartal og 75 mio. kr. i første kvartal.

- Det ledelsesmæssige skøn på nedskrivninger forhøjes i andet kvartal 2020 med 198 mio. kr. efter driftsmæssige nedskrivninger i kvartalet på 66 mio. kr. og store tilbageførsler specielt inden for landbrugssegmentet, skriver Ringkjøbing Landbobank.

Banken venter på nuværende tidspunkt, at de driftsmæssige nedskrivninger vil blive lavere i de kommende kvartaler.

Beholdningsresultatet viser et underskud på 41 mio. kr. mod et plus på 33 mio. kr. i første halvår 2019. Resultatet før skat er faldet til 481 mio. kr. fra 619 mio. kr., og resultatet efter skat er dykket til 385 mio. kr. fra 480 mio. kr.

Ringkjøbing Landbobank fastholder forventningerne til 2020 om et basisresultat i niveauet 900-1100 mio. kr. samt et resultat før skat på 800-1100 mio. kr.

Tabel for Ringkjøbing Landbobanks regnskab for andet kvartal af 2020:

Mio. kr. Q2 2020 Q2 2019 FY 2019
Netto renteindtægter 311 296 1173,1
Nedskrivninger på udlån 66 24 -99,9
Basisresultat 262 294 1211,4
Resultat før skat 287 297 1245,4
Nettoresultat 227 221 978,3

Ringkjøbing Landbobanks forventninger til 2020:

Mio. kr. Ved Q2 2020 Før Q2 2020
Basisresultat 900-1100 900-1100
Res. før skat 800-1100 800-1100

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder