Roblon gentager nedjusteret prognose - coronaeffekter tynger fortsat markedet

Kabelproducenten Roblon var i tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår 2022/23 negativt påvirket af en afmatning i markedet for fiberkabler.
Det tyngede både top- og bundlinjen i Roblons tredje kvartal, hvor ordretilgangen blev tæt på halveret sammenlignet med samme periode sidste år. Også ordrebeholdningen svandt ind.
Med henvisning til afmatningen fastholder Roblon sine forventninger til 2022/23 om en omsætning på 360-380 mio. kr., et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) og særlige poster på 18-28 mio. kr. samt et driftsresultat før særlige poster på minus 10 til 0 mio. kr.
Forventningerne blev nedjusteret 8. september "som følge af den nuværende afmatning i FOC-markedet og af den korte ordrehorisont", skriver Roblon.
FOC-markedet omfatter kabelmaterialer og kabelmaskiner til industrien for fiberkabler.
- Den reducerede ordretilgang i FOC-produktgruppen var forventet og skyldes hovedsagligt en afmatning i markedet i både USA og Europa blandt andet som følge af covid-19-eftervirkninger, skriver Roblon i sit regnskab.
- Dette har for Roblons kunder medført for store lageropbygninger, ligesom kunderne især på det amerikanske marked har været negativt påvirket af mangle på arbejdskraft og projektforsinkelser.
Ordretilgangen lå i tredje kvartal på 57,5 mio. euro mod 106,3 mio. euro året før. Ordrebeholdningen var samtidig 97,9 mio. euro mod 123,7 mio. euro i tredje kvartal af 2021/22.
Tabel for Roblons regnskab for tredje kvartal af 2022/23:
Mio. kr. | Q3 2022/23 | Q3 2021/22 | FY 2021/22 |
Nettoomsætning | 78,4 | 83,9 | 380,9 |
EBITDA | -2,6 | -1,8 | 23,4 |
EBIT før særlige poster | -9,2 | -8,8 | -3,8 |
Resultat før skat | -10,3 | -8,1 | -0,7 |
Resultat efter skat | -8,0 | -6,2 | -1,8 |
Roblons forventninger til 2022/23:
Mio. kr. | Ved Q3 2022/23 | Før Q3 2022/23 |
Omsætning | 360 til 380 | 360 til 380 |
EBITDA | 18 til 28 | 18 til 28 |
EBIT | -10 til 0 | -10 til 0 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Report❯ Shares❯ main text❯