Rockwool får sænket kursmål af Jyske Bank efter regnskab
Rockwool får efter onsdagens lidt skuffende regnskab sænket sit kursmål til 3000 kr. fra 3300 kr. af Jyske Bank, der sætter spørgsmålstegn ved marginudsigterne gående ind i 2025.
Det skriver analytiker Jannet Vincent Kjær i et notat fredag morgen.
Jyske Bank fastholder anbefalingen "hold" for Rockwool i kølvandet af det lidt skuffende tredje kvartalsregnskab, der ikke som ventet bød på en opjustering af marginforventningerne.
- Rockwool er dog traditionelt forsigtig i sine udmeldinger, hvilket også er tilfældet denne gang, hvor Rockwool har efterladt plads til en hård vinter, der kan få byggepladserne til at lukke ned - også mere end de 5-6 salgsdage, som Rockwool normalt mister i december, skriver Jyske Bank i analysenotatet.
December er dog en måned med lav aktivitet, skriver Jyske Bank, der dog ikke ser nogen grund til, at profitabiliteten skulle være markant lavere end sidste år, medmindre at vejrliget driller.
Stigende inputpriser fra blandt andet gas sætter også spørgsmålstegn ved Rockwools marginudsigter gående ind i 2025, hvor isoleringskoncernen ifølge Janne Vincent Kjær har behov for at hæve priserne med 2-3 pct.
- Det bliver dog ikke nødvendigvis nogen let opgave at hæve priserne yderlige set i lyset af, at EBIT-marginen ligger på et rekordhøjt niveau, der ikke er set siden 2007, skriver Jyske Bank.
Efter regnskabet har Jyske Bank sænket sine forventninger for 2024 til omsætningsvæksten i lokal valuta til 5,5 pct. fra tidligere ventet 7 pct. og en EBIT-margin på 17,5 pct.
- Kursreaktionen på regnskabet vidner dog om, at forventningerne er høje, hvorfor der ikke er plads til selv de mindste skuffelser, pointerer Jyske Bank efter onsdagens kursderoute på 10 pct.
Torsdag fik aktien et mindre rebound på 2,5 pct., mens den fredag igen står på nedtur med et fald på 1,7 pct. til 2642 kr.
Tabel over analytikernes ændringer efter regnskab:
Finanshus | Kursmål nu/kr. | Kursmål før/kr. | Anbefaling før og nu |
Kepler Chevreaux | 2850 | 3100 | Hold |
Jyske Bank | 3000 | 3300 | Hold |
Morgan Stanley | 2579 | 2859 | Ligevægt |
SEB | 3400 | 3500 | Køb |
DNB | 3200 | 3400 | Køb |
Carnegie | 3050 | 3150 | Hold |
Kilde: Finanshusene selv, Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire