Sanistål overtages af Ahlsell: Tilbud på vej til småaktionærer - NY

Udgivet den 24-05-2022  |  kl. 08:57  |  

Mindretalsaktionærerne i Sanistål kan se frem til et købstilbud, efter at en række storbanker har valgt at sælge deres samlede ejerandel på 75,49 pct. af virksomheden til den svenske koncern Ahlsell.

Ahlsell har på visse betingelser forpligtet sig til at købe de 75,49 pct. af aktiekapitalen, der ejers af Danske Bank, Nordea Bank, Jyske Bank og Nykredit Bank, til en pris på 58 kr. per aktie.

Derudover har Sanistål og Ahlsell indgået en transaktionsaftale, der betyder, at Ahlsell vil fremsætte et frivilligt, betinget, anbefalet overtagelsestilbud til Saniståls mindretalsaktionærer om at købe alle andre aktier til en kontant pris på 85 kr. per aktie.

Mandag lukkede Saniståls aktie mi 68,80 kr. efter en stigning på 3,9 pct.

Tilbuddet fremsættes af Ahlsell Danmark ApS, som er et helejet indirekte datterselskab af Ahlsell Ab, som har hovedkontor i Stockholm.

Tilbudsprisen giver en præmie på 23,31 pct. i forhold til gennemsnitskursen på Nasdaq Copenhagen mandag, og en overkurs på 46,55 pct. i forhold den pris, storaktionærerne tilbydes.

Købstilbuddet for minoritetsaktionærernes aktier i Sanistål svarer til en samlet pris på 248,5 mio. kr., forudsat at alle aktier ejet af minoritetsaktionærerne sælges.

Da prisen for bankernes Sanistål-aktier kan opgøres til 522 mio. kr. løber den samlede pris op i ca. 770,5 mio. kr., forudsat at alle aktier erhverves.

- Saniståls bestyrelse har besluttet enstemmigt at anbefale købstilbuddet til minoritetsaktionærerne i Sanistål, når tilbuddet afgives, fremgår det meddelelsen.

Ahlsell er en koncern med 5900 medarbejdere og flere end 24 forretninger. Selskabet betegner sig selv som en ledende distributør af installationsprodukter, -værktøjer og -materiale for installationer, byggeri, fast ejendom, industri- og elselskaber og den offentlige sektor.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯