Sanofi får positiv anbefaling til Darzalex-konkurrent i Europa

Udgivet den 27-03-2020  |  kl. 08:09  |  

Sanofi har fået en positiv anbefaling fra de europæiske sundhedsmyndigheders ekspertkomité, CHMP, af et middel mod knoglemarvskræft.

Der er tale om Isatuximab i kombination med Pomalyst og Dexamethasone til behandling af patienter med tilbagevendende knoglemarvskræft.

Endelig markedsføringstilladelse afhænger af EU-Kommissionen, der dog som regel følger ekspertkomitéens anbefalinger. En afgørelse ventes i de kommende måneder.

Midlet konkurrerer med Darzalex fra danske Genmab, men Sanofi har været lidt længere om at udvikle midlet, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank:

- Sanofi kommer lidt sent til festen. Darzalex er ved at være veletableret inden for alle linjer af behandlinger af knoglemarvskræft, så det er nærmest umuligt at skubbe Darzalex væk - men der er helt sikkert plads ved bordet, vurderer han.

Kombinationen blev godkendt i USA i starten af marts. Isatuximab vil blive markedsført under navnet Sarclisa.

Generelt gør den aktuelle situation med udbruddet af coronavirus dog, at det er svært at lancere midler lige nu, siger Søren Løntoft Hansen.

- Medicinlancering er ikke så nemt, når sælgerne ikke kan komme ud til lægerne. Så selv om selskaberne står med lanceringer, er Covid-19 en klods om benet, siger han.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder