SAS/Sydbank: En gåde aktien stiger

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 12:11  |  
SAS

Det er en gåde for Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, at SAS-aktien lever sit eget liv i forhold til andre luftfartsaktier og stiger.

SAS oplyste onsdag, at selskabet, som led i sin rekapitaliseringsplan, sælger aktier for 1,16 svenske kr. (cirka 0,83 kr.) per aktie for samlet set 6 mia. svenske kr.

Onsdag faldt SAS-aktien 3,4 pct. til 4,50 kr. siden er aktien steget og koster fredag middag 4,90 kr. i København eller godt 30 pct. mere end onsdag. Fredag falder flyselskaber i Europa som IAG, Lufthansa og Ryanair mere end 5 pct., men SAS stiger mere end 7 pct.

Stigningen og kursniveauet på SAS-aktien undrer Jacob Pedersen.

- Det er mig en gåde, hvem der i øjeblikket forsøger at positionere sig i SAS-aktien og hvad de forsøger at positionere sig til, siger han og tilføjer:

- Der kommer så mange nye aktier på gaden. Og aktien kommer til at leve et liv formegentlig under 1 kr., når kapitalforhøjelsen er gennemført.

Medvirkende kan det dog være, at aktien er relativ illikvid og har levet sit eget liv i en periode i forhold til andre flyselskaber.

- Er der nogle, der skal se positivt på SAS - kan det være fordi Norwegian aktien har det værre en SAS. De skal også ud at hente penge igen, siger aktieanalysechefen.

SAS-aktien er mere end halveret i kurs i år, mens aktierne i kollegaen Norwegian er faldet 97 pct.

Jacob Pedersen har en formodning om, det ikke er de rationelle investorer, der er med til at køre aktien op.

- De investorer, der sidder med SAS-aktier har værdier, der er stort set nul kroner værdi i dag, vurderer han.

Dertil kommer, at de nuværende aktionærer ikke får nogen andel af SAS i fremtiden, da de bliver udvandet markant.

Sydbank har en salgsanbefaling af aktien.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder