Shell vil have fodfæste på markedet for havvind i USA - citat

Udgivet den 08-06-2018  |  kl. 15:05  |  
Arkiv: Foto

Oliegiganten Shell vil have fodfæste på markedet for havvind i USA, og derfor overvejer selskabet at byde ind på et af de havvindmølleområder i enten staten Massachusetts eller New York, som udbydes i år eller næste år.

Det skriver branchemediet Recharge News.

- Vi er lige nu meget aktive i at undersøge de kommende muligheder for "leases" i både Massachusetts og New York.

- Vi håber meget at have kontrol over et område i tide til at kunne deltage i de kommende auktioner, fortalte John Hartnett, der står for forretningsudvikling inden for havvind i USA hos Shell, på US Offshore Wind-konferencen torsdag ifølge branchemediet.

Shell har en division for vindenergi, og selskabet har allerede været aktiv på markedet for havvind i Europa, men nu er turen for alvor kommet til USA, fortalte John Hartnett desuden.

Senere i år vil myndighederne i Massachusetts afholde auktioner for leases på to havvindmølleområder, mens staten New York lige nu også er i gang med at forberede sig på en auktion for leases af udstykkede områder til havvind, skriver Recharge News.

Massachusetts annoncerede i maj vinderne af statens første udbudsrunde for havvind, og her løb Vineyard Wind, der er et joint venture mellem danske Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables, med sejren, da konsortiets havvindmølleprojekt på 800 megawatt (MW) gik videre til kontraktforhandlingerne.

Næste sommer planlægger staten igen at udbyde havvind gennem en såkaldt RFP - Request for Proposal, og i New York ventes den første udbudsrunde at finde sted i enten slutningen af 2018 eller i 2019.

Danske Ørsted arbejder i øjeblikket også på at få fodfæste på det amerikanske marked for havvind, men selskabet måtte altså gå tomhændet hjem efter den seneste auktion i Massachusetts. Det danske energiselskab har også budt ind på en auktion i staten Connecticut, der ventes afgjort senere i juni.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder