Sidste uges stigning i prisen for containerfragt var en enlig svale

Udgivet den 12-12-2024  |  kl. 11:01  |  

Priserne for at få fragtet containere til søs falder - igen - efter sidste uges pæne plus.

I den seneste uge er det overordnede rateindeks faldet 0,1 pct. til 3528,70 dollar. Ugen før steg priserne med hele 6,1 pct. efter tre ugers fald i steg.

Det viser data fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry torsdag og gælder for en 40-fods container.

Med faldet den seneste uge er rateindekset kun steget i tre uger siden den 18. juli, hvor prisen på en fragtet container var på 5937,37 dollar.

På ruten fra Shanghai i Kina til Los Angeles i USA er prisen igen faldet - med 3,7 pct. til 3582 dollar efter det markante dyk ugen før på 12,5 pct.

Mens det går modsat mellem Shanghai og New York, hvor prisen er 0,8 pct. højere og ligger på 5199 dollar.

Også på ruten mellem Shanghai og Rotterdam i Europa er der plus. Prisen for at få fragtet en container er steget 1,7 pct. til 4855 dollar efter forrige uges plus på 19,5 pct.

Fredag kommer der som vanligt mere nyt om containerraterne, når rateindekset SCFI, der måler spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, sendes ud.

Priserne her steg 1 pct. i ugen frem til den 6. december til indeks 2256,46. Den seneste top for SCFI-indekset er 3281,36 fra den 16. august.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder