Spar Himmerland 9M: Høje nedskrivninger tynger
Spar Himmerland øgede indtjeningen i årets første ni måneder, der dog fortsat er præget af store tab og nedskrivninger på udlån.
Bundlinjen blev forbedret til et overskud på 8,6 mio. kr. fra 8,5 mio. kr. Resultatet før skat gik frem til 13,1 mio. kr. fra 8,1 mio. kr., selv om lavere udlån betød et fald i netto rente- og gebyrindtægterne til 333,2 mio. kr. fra 358,2 mio. kr. Den største forbedring i regnskabet er tab og hensættelser på udlån, der dog stadig ligger for højt. De udgjorde 125,1 mio. kr. mod 162,8 mio. kr. i de første ni måneder af 2012.
- Sparekassens resultat anses for mindre tilfredsstillende, men skal ses i lyset af den nuværende lavkonjunktur, hvor tab og nedskrivninger på både privat- og erhvervskunder samt landbrug fortsat ligger på et højt niveau, fremgår det af regnskabet.
For hele 2013 fastholdes forventningerne om en primær indtjening på 160-180 mio. kr., hvilket vil sige før udgifter til statsgaranti, nedskrivninger, kursreguleringer og skat. I de første ni måneder tjente Spar Himmerland 132 mio. kr. på den post.
Spar Himmerlands solvens var ved udgangen af tredje kvartal 15,7 pct. svarende til en overdækning på 4 pct.point i forhold til det individuelle solvensbehov på 11,7 pct. Sparekassens målsætning er en overdækning på mindst 3 pct.point.
Tabel for Sparekassen Himmerland for de første 9 måneder af 2013:
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk