Spar Nord-topchef: Vi har aldrig haft en bedre kreditkvalitet end nu

Udgivet den 10-01-2020  |  kl. 09:01  |  

Det var både et fortsat højt niveau af låneomlægninger, bedre end ventede kursreguleringer og meget lave nedskrivninger, der var med til at trække så gode resultater for nordjyske Spar Nord i fjerde kvartal, at banken fredag morgen har kunnet opjustere forventningerne til hele sidste år for fjerde gang.

Banken ender med et så lavt nedskrivningsniveau for sidste år, at det nærmest ikke kan aflæses i regnskabsbøgerne.

- Vi må sige, at konverteringsaktiviteten er fortsat på et lidt højere niveau i fjerde kvartal, end vi havde regnet med, og det afspejler sig selvfølgelig positivt i gebyrindtægterne. Det er det væsentligste punkt, samtidig med at vores kursreguleringer også har været lidt højere end ventet, siger Lasse Nyby, der er administrerende direktør hos Spar Nord, til Ritzau Finans.

- Vi kommer også til at lande med nedskrivninger, som næsten ikke er eksisterende for hele 2019, og også det er lidt bedre end forventet. Vores kreditkvalitet har aldrig set bedre ud, end den gør lige nu, når vi kigger på data, fortsætter han.

Det er de meget lave renter, der har trukket mange konverteringer af boliglån, og samtidig giver det lave renteniveau også et pænt afkast på Spar Nords massive obligationsportefølje, hvor kurserne i sagens natur samtidig er steget.

- Når vi ligger med 18-20 mia. kr. i obligationsporteføljer, og renten falder, så tjener vi selvfølgelig også nogle penge på det.

2020 BLIVER IKKE NÆR SÅ GODT

Men de lave renter er ikke bare godt for Spar Nord og de øvrige banker. Renteindtægter er den største indtægtskilde i en bankforretning, og derfor lægger de vedvarende lave renter også pres på indtægterne.

Når man samtidig ikke kan forvente et helt så højt aktivitetsniveau på konverteringssiden i 2020, må det forventes, at indeværende år bliver vanskeligere end det nu afsluttede, selv om lave renter typisk også er godt for nedskrivningerne, fordi kunderne har lettere ved at betjene deres lån.

- De lave renter driller os selvfølgelig på nettorenteindtægterne, men de har omvendt også en positiv effekt på nedskrivningskontoen. 2020 er dog et år, der ser noget sværere ud end det år, vi lige er kommet ud af, hvor vi har haft medvind på de fleste områder, siger Lasse Nyby.

Netop af den årsag har der på det seneste været meget snak om mere konsolidering i banksektoren, og det er også noget, som Spar Nord løbende kigger på, lyder det fra bankens topchef.

- Vi demonstrerer løbende, at det også er noget, vi kigger på. Senest med vores køb af flere aktier i Danske Andelskassers Bank (DAB) og et tilbud til de resterende aktionærer, som så desværre ikke blev til noget, siger Lasse Nyby.

- Når en sektor er under pres på indtægtssiden, som vi er lige nu med de lave renter, er det helt naturligt, at der også sker noget på konsolideringssiden. Det var dog ikke noget, vi overordnet set så meget til i 2019, og der er jo heller ikke nogen, der er truet på livet lige nu, som også ofte er det, der driver konsolideringerne i vores sektor, fortsætter Spar Nord-topchefen.

Med fredagens opjustering venter Spar Nord nu en basisindtjening før nedskrivninger på 1320-1330 mio. kr. mod tidligere ventet 1200-1300 kr. Forventningerne til årets resultat efter skat er løftet til 1050-1060 mio. kr. fra 925-1025 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder