Spotify runder 100 mio. betalende brugere og belønnes på børsen

Udgivet den 29-04-2019  |  kl. 14:07  |  

Musikstreamingtjenesten Spotify fik en bedre start på året end ventet, og de overraskende gode resultater bliver mandag belønnet af investorerne i det amerikanske formarked.

Det svenske selskab, der er noteret på børsen i New York, kom ud af årets første tre måneder med en omsætning på 1511 mio. euro. Det var bedre end analytikernes forventning om en omsætning på 1469 mio. euro, viser medianestimater indsamlet af Infront Data ifølge nyhedsbureauet Direkt.

Spotify måtte dog tage til takke med et driftsunderskud i første kvartal på 47 mio. euro, men det var alligevel bedre end driftsunderskuddet på 71 mio. euro, som analytikerne havde sat næsen op efter.

- Resultaterne for første kvartal 2019 var stort set positive med flere parametre, der overgik vores forventninger, og landede i den høje ende - eller overgik - vores prognose for første kvartal, skriver Spotify i regnskabet.

I årets første kvartal havde musikstreamingtjenesten 217 mio. aktive brugere, og det er en fremgang fra 173 mio. aktive brugere i samme periode året forinden.

Heraf var 100 mio. såkaldte premium-brugere, som betalte for et abonnement for at kunne bruge alle tjenestens funktioner og samtidig undgå de reklamer, som ellers er med til at finansiere brugen af tjenesten blandt brugere, der ikke er abonnenter.

Dermed rundede selskabet en milepæl, og i årets andet kvartal venter Spotify, at det antallet af betalende brugere vokser til 107-110 mio. Når regnskabsåret for 2019 er slut, venter det svenske selskab at have et sted mellem 117-127 mio. premium-kunder.

I forbindelse med mandagens regnskab har Spotify også ændret sin prognose for indtjeningen i hele 2019, hvor driftsunderskuddet nu ventes at lande i intervallet 180-340 mio. euro mod tidligere 200-360 mio. euro.

Selskabets aktie stiger 4,1 pct. i det amerikanske formarked i USA.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder