Stiftelse af Kapital Holding A/S den 29. oktober 1998

Udgivet den 30-10-1998  |  kl. 10:21  |  

København--30. oktober--NetPosten--Kapital Holding A/S blev torsdag dannet efter beslutning ved ekstraordinære generalforsamlinger i Realkredit Danmark og BG Bank. Kapital Holding A/S er således holdingselskab for henholdsvis BG Bank A/S og Realkredit Danmark A/S og ejer disse selskaber 100 procent.

I forlængelse heraf er der afholdt konstituerende bestyrelsesmøde i Kapital Holding A/S. I overensstemmelse med fusionsgrundlaget er bestyrelsesformand for Kapital Holding direktør Jørgen Nue Møller, og viceformand er koncernchef Peter Højland. Tømrermester Poul Christiansen og direktør Elvar Vinum indgår som næstformænd i bestyrelsen.

Bestyrelserne for datterselskaberne BG Bank og Realkredit Danmark er uændrede.

Direktionen for Kapital Holding er udnævnt som følger: Administrerende direktør Henrik Thufason, viceadministrerende direktør Kjeld Jørgensen.

Kapital Holding vil opretholde Realkredit Danmark og BG Bank som 2 selvstændige brands og samtidig effektivisere ressourceanvendelsen på koncernbasis ved at samle en række af BG Banks og Realkredit Danmarks administrationsopgaver m.v., herunder IT, i et nyt datterselskab benævnt Kapital Service A/S.

Til direktion for Kapital Service er udnævnt adm. direktør Flemming Borreskov og direktør Jørn Chjeffer Rasmussen. Bestyrelsen for Kapital Service består af direktionerne for BG Bank og Realkredit Danmark.

I afdelingen Finansiel styring og opfølgning samles kredit- og markedsrisikostyring, tværgående ØMU-koordinering og forretningsudvikling, rating samt kapitalforhold og økonomi- opfølgning.

Afdelingen har til opgave at fastlægge rammerne for Kapital Holdings samlede strategiske økonomiske udvikling. Herunder vil afdelingen fastlægge, overvåge samt rapportere koncernens totale kredit- og markedsrisici, forestå tilrettelæggelse af koncernens kapitalforhold samt udarbejde koncernregnskabet.

Som chef for Finansiel styring og opfølgning er udpeget direktør Henning Skovlund. Som chef for kredit- og markedsrisikostyring er udnævnt vicedirektør Borger Borgersen, og som chef for tværgående ØMU-koordinering og forretningsudvikling samt rating er udpeget underdirektør Bjarne Graven Larsen.

Følgende fællesfunktioner for koncernen er placeret i Kapital Service A/S, der får et samlet personale på knap 700 personer:

De nuværende edb-funktioner inden for henholdsvis BG Data og Realkredit Danmarks IT-afdeling sammenlægges til en samlet IT-funktion bestående af knap 400 medarbejdere. Afdelingen vil have til opgave at forestå udvikling, implementering og drift af koncernens IT-funktioner. Som chef for IT-området er udnævnt vicedirektør Knud Rasmussen.

Personaleafdelingen varetager personale- og uddannelsesmæssige forhold, herunder medarbejderrekruttering og personale- og ressourcestyring i Kapital Holding koncernen. Som chef for Personaleafdelingen er udpeget personaledirektør Ingerlise Meldgaard.

Afdelingen varetager administrative opgaver i forbindelse med administration, indkøb, ejendomsadministration og kørselsfunktion m.v. i Kapital Holding koncernen. Som chef for Administration og ejendomme er udpeget vicedirektør Svend Mygind.

I forbindelse med etableringen af Kapital Holding koncernen har det ud fra effektivitetshensyn været overvejet tillige at sammenlægge selskabernes økonomiafdelinger og juridiske afdelinger m.v. Den nuværende lovgivning, herunder de gældende tavshedsbestemmelser, åbner desværre ikke mulighed herfor for nærværende. Kapital Holding vil løbende tilrettelægge organisationen ud fra ønsket om størst mulig effektivitet.

Som led i fusionen gennemfører Kapital Holding et køb af selskabets aktier på op til 10 procent af aktiekapitalen. Købskursen er fastsat til 402,78 pr. aktie. Denne kurs svarer til kurs 490 pr. aktie justeret for udviklingen i KFX-indeksets slutkurs i perioden fra den 11. juni 1998 til den 28. oktober 1998.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder