Storbank vender rundt - ser renteløft frem til nytår

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 19:16  |  

Den amerikanske storbank Bank of America-Merrill Lynch er vendt rundt fra en meget pessimistisk holding til nu et mere optimistisk udsyn. Banken regner derfor med, at den tiårige amerikanske statsrente vil stige til 2,00 pct. ved nytår mod en forudsigelse i august om et fald til 1,25 pct.

Det skriver Bloomberg News.

Den tiårige rente falder i USA tirsdag med 2 basispoint til 1,92 pct.

Årsagen til det ændrede syn er en stabilisering i de globale økonomiske nøgletal, udsigten til en nedtrapning af handelskrigen mellem Kina og USA, at der er udsigt til at undgå et brexit uden en aftale, og at verdens centralbanker er gået i den pengepolitiske offensiv med rentenedsættelser over en kam.

Renteanalytikerne i Bank of America-Merrill Lynch ser nu også, at den tyske tiårige rente vil slutte året i minus 0,20 pct. mod tidligere minus 0,75 pct. Den tyske rente sluttede tirsdagens handel i minus 0,25 pct. Den engelske rente ses desuden fejre nytår i 0,80 pct. mod tidligere ventet 0,50 pct. Tirsdagens tiårige rente i London var på 0,81 pct.

Til gengæld venteres renterne ikke til næste år at kravle højere.

- Vores moderate skepsis over for renteudsigterne for 2020 forudses baseret på det faktum, at det meste af de gode handelsnyheder er indregnet, hedder det.

Bank of America-Merrill Lynch ser stadig en opbremsende eller afdæmpet vækst i 2020 i USA og eurozonen, ligesom analytikerne ser større sandsynlighed for rentesænkninger end forhøjelser, mens den globale usikkerhed spås at stige.

Bank of America er USA's næststørste bank efter JPMorgan Chase.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Eurozonen❯  Kina❯  Tyskland❯  UK❯  USA❯