Svensk bankskat presser svenske bankaktier - smitter af på Danske Bank

Udgivet den 18-09-2020  |  kl. 11:33  |  
Arkiv: Foto

Det svenske finansministerium har torsdag udsendt et forslag om at indføre en "risikoskat" for større banker og kreditinstitutter fra 2022.

Det skriver det svenske nyhedsbureau Direkt fredag.

Den svenske regering har tidligere understreget, at den planlægger en bankskat på 5 mia. svenske kr. for at finansiere udgifter til forsvaret.

Det fremgår ifølge svenske Direkt af en pressemeddelelse, som det svenske ministerium udsendte torsdag eftermiddag, og det lægger fredag pres på de svenske bankaktier, hvilket også smitter af på Danske Bank.

Svenska Handelsbanken falder på børsen i Stockholm 2 pct. fredag formiddag. SEB falder også med 2 pct., Nordea taber 0,9 pct., mens Swedbank også taber 2 pct.

På børsen i København falder aktien i Danske Bank med 1,6 pct.

Ifølge pressemeddelelsen fra det svenske finansministerium skal skatten betales af kreditinstitutter, som har et forretningsomfang på mere end 150 mia. svenske kr. ved skatteårets begyndelse, og som kan henføres til selskabets aktiviteter i Sverige.

- I Danmark falder Danske Bank med cirka 2 pct. Danske Bank er formentlig i yderkanten af den svenske bankskat (på grund af størrelsen af forretningsomfanget i Sverige), men den svenske skat kan hurtigt trække danske tråde, skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar.

På børsen i København falder Nordea-aktien desuden med 0,9 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  Sverige❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder