Svensk storbank overgår forventninger i fjerde kvartal

Udgivet den 29-01-2020  |  kl. 07:38  |  

Indtægterne og indtjeningen endte højere end ventet i årets fjerde kvartal hos den svenske storbank SEB, på trods af at omkostningerne til at bekæmpe hvidvask steg i perioden.

I perioden landede de samlede indtægter på 14.089 mio. svenske kr., og det overgik forventningerne hos analytikerne, der havde forudset indtægter hos SEB på 12.609 svenske kr. i kvartalet.

Det viser estimater indsamlet af Infront ifølge nyhedsbureauet Direkt.

Særligt handelsindtægterne overraskede til den positive side i kvartalet hos den svenske storbank, da de voksede til 2822 mio. svenske kr. fra 1512 mio. svenske kr. i samme periode året før.

Analytikerne havde til gengæld regnet med et fald til 1430 mio. svenske kr. Nettorenteindtægterne og gebyrindtægterne steg også en smule mere end ventet i kvartalet.

Storbankens samlede omkostninger landede dog også højere, end analytikerne havde forudset i kvartalet, hvor de steg til 6026 mio. svenske kr. mod estimatet på 5776 mio. svenske kr.

I fjerde kvartal af 2018 løb SEB's samlede omkostninger til sammenligning op i 5561 mio. svenske kr.

Den tungere post i fjerde kvartal sidste år skyldes ifølge den svenske storbank blandt andet investeringer i "strategiske initiativer" for at bekæmpe hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

Driftsoverskuddet voksede til 7063 mio. svenske kr. i det sidste kvartal af 2019 fra 5215 mio. svenske kr. i samme periode året forinden.

Det var også bedre end ventet blandt analytikerne, der forud for regnskabet regnede med, at SEB kunne fremvise et driftsoverskud på 6345 mio. svenske kr., skriver Direkt.

SEB kan for fjerde kvartal fremvise et samlet overskud på 5831 mio. svenske kr., hvilket også er et hop fra sidste års overskud, ligesom det overgår analytikernes forventninger om et overskud på 4576 mio. svenske kr. i kvartalet.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder