Sydbank: Afkastpotentialet for globale aktier ser attraktivt ud

Udgivet den 30-03-2020  |  kl. 09:59  |  

Afkastbarometeret på de globale aktier hæves til grønt fra gult. Den aktuelle aktiestemning er "dårlig" og risikoen for turbulens "høj" på Sydbanks risikobarometer.

Det fremgår Sydbanks publikation Aktiestrategi.

Banken løfter også en række andre afkastbarometre.

- De store hjælpepakker styrker vores tillid til, at verdensøkonomien finder tilbage på et fornuftigt spor i løbet af andet halvår 2020, efter at coronavirusset slipper sit tag, skriver han og ser i det lys afkastpotentialet på de globale aktier som mere attraktivt efter store kursfald i de seneste måneder, skriver Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

Han understreger i analysen, at vejen ud af det økonomiske mørke - som de globale aktiemarkeder på nuværende tidspunkt befinder sig i - ikke er snorlige.

- På kort sigt er der således udsigt til en negativ nyhedsstrøm med smittespredning i USA og Latinamerika - og en perlerække af dårlige regnskaber og nedjusteringer. Aktieinvestorerne vil derfor stadig være nervøse, og vi kan ikke udelukke kursfald på kort sigt i et aktiemarked, hvor udsvingene stadig vil være større end normalt, skriver Jacob Pedersen.

Sydbank holder afkastbarometeret uændret på grønt for amerikanske aktier, mens barometeret løftes til grønt fra gult for europæiske aktier, emerging markets aktier, fjernøstlige aktier og danske aktier.

- Vi gør os ingen illusion om, at aktiefesten bliver skudt i gang lige nu, fordi vi løfter til grønt afkastbarometer, men der er faldet mere ro på de finansielle markeder i den seneste uge, og det er tid til at tage bestik af, hvad der venter, efter at Covid-19 slipper sit tag - selv om det kan blive turbulent i perioden, indtil det sker, vurderer aktieanalysechefen.

For de latinamerikanske aktier løftes barometeret fra rødt til gult.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder