Sydbank: Regnskabssæsonen starter så småt i denne uge

Udgivet den 05-10-2009  |  kl. 09:44  |  

Investorerne varmer op til den kommende regnskabssæson i denne uge med de første regnskaber fra Europa og USA.

Aluminiumsproducenten Alcoa, der traditionelt er den første blandt de store amerikanske selskaber til at indlede den amerikanske regnskabssæson, tager hul på sæsonen onsdag.

- For S&P 500-selskaberne forventer analytikerne, at indtjeningen på årsbasis vil vise tilbagegang i 3. kvartal på 9 pct. Udviklingen begynder først for alvor igen at vise fremgang fra 4. kvartal målt på årsbasis, skriver Sydbank.

Foruden virksomhedernes forventninger vil investorerne stille skarpt på effekten af gennemførte effektiviserings- og omkostningstiltag for indtjeningsvæksten, samt selskabernes forventninger til ordrebøgerne.

- Den nuværende prisfastsættelse rummer ikke luft til skuffelser fra virksomhederne, men vi ser basis for, at flere selskaber kan overraske positivt rent indtjeningsmæssigt, påpeger Sydbank.

Herhjemme er fokus i denne uge rettet mod regnskaberne fra B&O og Monsantos tals betydning for Auriga.

NKT-investorer vil rette opmærksomheden mod nyt fra selskabets kapitalmarkedsdage.

- Vi forventer ikke konkrete nyheder om selskabets 2009-forventninger. Derimod kan præsentationer og rundvisninger på højspændingsfabrikken i Köln og Nilfisk Advances fabrik i Budapest bringe nyt om strategiske overvejelser og langsigtede muligheder, skriver Sydbank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder