Tirsdagens aviser med Mærsk, PFA og Nationalbanken

Udgivet den 20-01-2015  |  kl. 06:34  |  

BØRSEN

ENTREPRENØR RASER OVER LIDEGAARD I THULE-SAG

Greenland Contractors mener, at Udenrigsministeriet blev kørt om hjørner med, da USA fik kontrollen med virksomheder, som opererer på Thulebasen. "Udenrigsministeriet har ikke haft styr på tingene", lyder det. Danske virksomheder klar til at overtage amerikansk Thule-kontrakt. Eksperter angriber Lidegaard for at give faktuelt forkerte svar i samråd. (Forside, side 8-9)

MÆRSK-ARVINGERS FIRMA SÆLGER UD

Med fusioner og frasalg forsøger et nyt ledelsesteam at genoprette tidligere tiders høje indtjening i Mærsk familiens private selskab – Maersk Broker. Selskabet bistår rederierne med forskellige servicer, f.eks. køb og salg af skibe. Selskabet nåede i 2011 en omsætning på 515 mio. kr. Men siden er det gået kraftigt tilbage med både omsætning og overskud. Det resulterede for et år siden i, at Mærskfamiliens overhoved, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla , fyrede den mangeårige topchef, Jørn Steen Nielsen. (Side 12-13)

TOTALKREDIT SKAL GENOPFINDE SIG SELV

Totalkredits topchef varsler nye former for samarbejde med de 62 partnerbanker. Lavere omkostninger er nøglen til at holde på bankerne. De 62 banker bag Totalkredit var aldrig lune på idéen om at hugge boliglån over i to stykker, den såkaldte tolagsbelåning. Det erkender Totalkredits topchef Troels Bülow-Olsen nu. (Side 14-15)

SAXO BANK EFTER SCHWEIZISK TAB: DET ER TRÆLS

Rystelserne i de globale finansmarkeder efter Schweiz’ beslutning om at sætte landets valuta fri, rammer hårdt hos Saxo Bank. En stribe af bankens valutahandlende kunder har nemlig lidt så store tab på overraskelsen fra Schweiz, at de ikke selv kan dække tabet. Derfor må Saxo Bank selv til lommerne for at dække tabet. (Side 15)

PFA TABER KAMP MOD TILSYNET

Erhvervsankenævnet slår fast, at PFA i strid med reglerne har brugt kundernes kapital til at finansiere rabatter for hundreder af millioner til udvalgte kunder. Ankenævnet slår også fast, at det er PFA’s egenkapital, der skal dække regningen efter de rabatter, som er givet over årene. Det koster 857 mio. kr. som PFA må overføre til kunderne. (Siden 16)

NATIONALBANKEN: DET ER BUSINESS AS USUAL

Efter flere dage med salg af kroner og opkøb af euro på valutamarkedet sænkede Nationalbanken mandag kl. 16.00 sine ledende rentesatser med 0,15 procentpoint, så de igen er lige så lave som under gældskrisen i 2011-2012. Indskudsbevisrenten blev således nedsat til -0,20 pct. En rekordlav rente og en rekordstor valutareserve er svaret på stærk krone. Fastkurspolitik ikke til debat. (Side 20-21)

EUROPÆISK AKTIEREKORD TRODS GRÆSK EURO-TRUSSEL

Udsigten til at ECB torsdag sender mindst 500 mia. euro i omløb overskygger frygten for konsekvenserne af det græske parlamentsvalg. Hvis der kommer en troværdig og forholdsvis konkret model fra ECB, vil der være en moderat positiv markedsreaktion, og aktierne vil stige, vurderes det. (Side 22-23)

PRODUKTIONSPROBLEMER ER I FOKUS I B&O-REGNSKAB

Det handler ikke om millioner, når B&O tirsdag fremlægger halvårsregnskab. Det vil handle om flaskehalsproblemer, og om selskabets ledelse kan overbevise investorerne om, at de bliver løst, lyder det fra flere analytikere. (Side 24)

BERLINGSKE BUSINESS

PFA GAV DONG GARANTI PÅ 126 MIO. KRONER

Landets største pensionsselskab lovede en gave i form af en trecifret milliongaranti til DONG i 2013. Men PFA har aldrig offentliggjort eksistensen af disse kæmpegarantier i sit regnskab. Problematisk, mener ekspert. (Forside, side 4-5)

KRONEN UNDER ANGREB FRA INTERNATIONALE SPEKULANTER

Efter sidste uges eksplosion i den schweiziske franc lugter investorerne blod, og meget tyder på, at de har kastet sig over den danske krone. Hedgefonde og andre internationale investorer kigger sig om efter andre lande med fastkursaftaler, der kunne tænkes at falde bort. Og meget tyder på, at nogle af dem har fået øje på Danmark, vurderer analytikere på baggrund af de udsving i kronekursen, som har kunnet registreres, siden Schweiz torsdag fjernede franc-loftet. (Side 6-7)

CHEFSTRATEG: DE MÅ SE EN MUR AF PENGE PÅ VEJ IND I DANMARK

Flere af landets bankøkonomer har efter de seneste dages dramatiske udvikling på finansmarkederne spået, at Nationalbanken snart ville justere renten og beskytte kronen mod opkøb. Men de blev i går taget på sengen, da Nationalbanken satte renten ned med 0,15 procent som en direkte udløber af schweizerfrancens himmelflugt i sidste uge. "De må se en mur af penge på vej ind i DK", lyder det fra Danske Banks chefstrateg, Frank Øland Hansen. (Side 6-7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI

BANKER KLAR TIL AT SLØJFE GÆLD I LANDBRUGET

I håb om at mindske tabene på gældstyngede, men dygtige landmænd åbner en række banker nu for at tage det kontroversielle redskab i brug at eftergive en del af gælden. Den Jyske Sparekasse har givet en håndfuld af sparekassens omkring 350 landbrugskunder aftaler om betinget gældseftergivelse. (Forside, side 6-7)

DANSKE VIRKSOMHEDER KAN TJENE PÅ LAVE OLIEPRISER

En lang række større danske selskaber kan vinde på, at olieprisen er styrtdykket, vurderer Sydbank i en analyse. DSV og SAS nævnes som et par af vinderne. (Side 2)

EJENDOMSMÆGLERE BESKYLDER BANKER FOR URENT TRAV

Selv om de frie ejendomsmæglere gang på gang oplever, at bankerne stjæler deres kunder og tvinger kunderne til at vælge bankernes egne kæder, afviser bankerne,  at de bryder loven. (Side 4-5)

OW BUNKER-KRAKKET ØDELAGDE FESTEN FOR BØRSBOBLERNE

Sporene efter OW Bunker har skræmt eventuelle børskandidater – de såkaldte  børsbobler – langt væk fra en notering. NNIT med Novo Nordisk i ryggen er eneste sandsynlige potentielle børsintroduktion på det danske marked inden for en  overskuelig tidshorisont, vurderes det. (Side 8-9)

NATIONALBANKEN I UTRADITIONELT FORSVAR AF KRONEN

Banken brød de uskrevne regler og sænkede renten – helt ekstraordinært på en  mandag. Det sker for at forsvare kronens kurs mod euroen. Rentenedsættelsen kommer som forløber for en uge, som er pakket med begivenheder, der kan give  den danske krone gedigen medvind. Medvinden kan kaste Nationalbanken ud i flere forsvar af kronens kurs mod euroen, mener flere analytikere. (Side 10-11)

TILBUDSFESTEN DØR ALDRIG I PFA

PFA må ikke længere bruge kundekapital til at give særlige rabatter. Fremover skal det ske for selskabets egenkapital. Men nederlaget i erhvervsankenævnet stopper ikke PFA’s offensiv. Topchefen ærgrer sig dog over ridser i lakken. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯