Tirsdagens aviser med TDC, Novo Nordisk og DSV Panalpina

Udgivet den 11-02-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SKAT KRÆVER 190 MIO KR AF GOLDMAN SACHS

Der kan nu sætte navn på de ni nye internationale storbanker, som Skattestyrelsen kræver 900 mio. kr. fra i forbindelse med refusion af udbytteskat. Myndighederne kræver blandt andet 190 mio. kr. fra Goldman Sachs og 200 mio. fra Citi. (Forside, side 10)

NY TDC-TOPCHEF STARTER I STIV MODVIND

På mandag begynder Henrik Clausen som topchef for TDC. Den helt store opgave bliver at finde vejen til bedre indtjening, afslører nyt årsregnskab. (Side 8-9)

NOVO NORDISK HÅBER PÅ AT GENSKABE INSULINVÆKSTEN I USA

Diabetesprodukter har overtaget væksten i Novo Nordisk. Men med nye typer af insulin i støbeskeen øjner koncernen atter insulinvækst i USA. (Side 12)

PANALPINA-KØB SENDER DSV PÅ STORKUNDEJAGT DOWN UNDER

Med overtagelsen af schweiziske Panalpina bliver DSV kraftigt forstørret i Australien og New Zealand. Det betyder, at man nu jagter de store kunder. (Side 13)

BERLINGSKE BUSINESS

AMBASSADØR FÅR KRITIK FOR LÆK I SAG OM CARLSBERG-KORRUPTION

En dansk ambassadør videregav følsomme oplysninger om mulige lovbrud i Carlsberg Indien direkte til bryggeriets hovedkontor. Blandt andet blev identiteten på whistlebloweren lækket. Udenrigsministeriet afviser kritik, men går alligevel til politiet med sagen. (Forside, side 4-5)

TV-KRIG UDLØSTE KUNDEFLUGT FRA TDC

Danmarks største telekoncern har mistet store mængder af abonnenter, navnlig på grund af TV-krigen med Discovery. Yousee kan miste flere tv-kunder i årets første måneder, men telekoncernen henter andre penge ind ved at leje sine net ud til stadig flere konkurrenter- (Side 6)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

FLYING TIGER TAGER ET TIGERSPRING EFTER OPRYDNING

Flying Tiger Copenhagen har været igennem et omfattende oprydningsarbejde, efter at kæden var tæt på at køre finansielt i grøften sidste år. Siden har indtjeningen taget et tigerspring, men det kniber fortsat med salget. (Forside, side 6-7)

NOVO NORDISK ØJNER JACKPOT MED NY INSULIN

Novo Nordisk ligger inde med en ny og banebrydende insulin, der har potentiale til at sælge for minimum et tocifret milliardbeløb om året, hvis den rammer markedet. (Side 4-5)

DANSKE BØRSSELSKABER SLÅR IGEN DØRENE OP I KINA

Carlsberg, GN Store Nord og Novo Nordisk er blandt de danske koncerner, der igen har åbnet dørene til deres kinesiske fabrikker. (Side 5)

TDC'S TV-FORRETNING HAR TABT 15 PCT. AF KUNDERNE PÅ BARE FEM ÅR

TDC's tv-forretning er det næststørste ben i Yousee-forretningen med et 2019-salg på knap 4 mia. kr. Siden 2015 har 215.000 tv-kunder dog forladt TDC. (Side 8)

INVESTORER GODKENDER ÅRSREGNSKABER

Med opskruede aktiepriser er der forventninger om stærke meldinger fra de danske børsselskaber, og foreløbig ser investorerne positivt på meldingerne i regnskaberne. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder