Tirsdagens danske avisuddrag med Carlsberg, Dong og Per Aarsleff
BØRSEN
CARLSBERG SØSÆTTER TYSK OFFENSIV
Carlsbergs tyske bryggerigruppe sætter et massivt angreb ind på det benhårde tyske ølmarked med en investering i blandt andet et nyt bryggeri. Ambitionen er en klar topplacering på udvalgte områder. (Forside + side 8-9)
FORLOD NESTLÉ FOR AT STARTE SIT EGET KAFFEEVENTYR
41-årige Morten Ravn gik fra et godt betalt job hos Nestlé for at starte sin egen webshop. "Jeg har aldrig set et produkt tage fart så hurtigt". (Side 10)
2017 KAN BLIVE ET RÆDSELSÅR PÅ FINANSMARKEDER
Konsekvensen af 2016's storpolitiske overraskelser, som for eksempel brexit, kan vise sig i år. Eksperter advarer om, at det kan blive et farligt investorår. (Forside + side 21-21)
HOTEL-RIGMAND PÅ OPKØBSTOGT VIL EROBRE JYLLAND
Niels Fennet, der står bag den fremadstormende hotelkæde Cabinn, gør klar til en jysk offensiv. Især Herning, Kolding og Randers er i kikkerten. (Forside + side 11)
TIDLIGERE ECCO-KRONPRINS TAGER TØJLERNE I FLYING TIGER
Den hurtigtvoksende detailkæde Flying Tiger Copenhagen har smidt topchefen Xavier Vidal ud i kulden efter to år på posten og har erstattet ham med Ecco-veteranen Michael Hauge Sørensen. Børsnotering er stadig den mest sandsynlige vej for Tiger-kæden. (Side 13)
DANSKE TOPCHEFER INVESTERER SOM VAR DET 2007
44 pct. af Danmarks virksomheder investerer mere i år end sidste år, og det er den højeste andel siden finanskrisen. Det er godt for alle danskere, mener tænketank. (Side 16+17)
BERLINGSKE BUSINESS
NIKLAS NIKOLAJSEN HAR GJORT BITCOINS TIL EN MILLIARDFORRETNING
I 2010 købte han sine første bitcoins. Nu driver han en bitcoin-bank med en omsætning på en lille milliard kroner. Niklas Nikolajsen er kåret som en af de 100 vigtigste bankfolk i Schweiz. (Forside + 4-5)
STOR EKSPANSION RAMMER INDTJENINGEN HOS PER AARSLEFF
Antallet af medarbejdere er blevet udvidet med 20 pct. siden foråret 2015, men indtjeningen er faldet med 17 pct. Der skal bedre greb om Per Aarsleff-koncernen. (Side 10-11)
ØKOBOOM: FLERE LANDMÆND VIL VÆRE ØKOLOGER
Flere danskere efterspørger økologi over hele linjen, hvilket har inspireret Benjamin Berner Christensen til at omlægge sin konventionelle gård. Han er ikke ene. Dansk landbrug har indledt en historisk omlægningsbølge. (Forside + 8-9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
2017 KAN BLIVE ET STÆRKT ÅR I DANSK ØKONOMI - MEN MANGE FAREMOMENTER LURER
Går alt som ventet, vil dansk økonomi endegyldigt smide krisen af sig i 2017. Men der er usædvanlig stor risiko for, at alt ikke kommer til at gå som planlagt, lyder det fra økonomer. (Forside + side 4-5)
DONG SLIPPER FOR AT KONKURRERE MED RIVAL
Dong Energy ser ud til at slippe for sin værste konkurrent til foråret, hvor Storbritannien afholder en auktion over havvindmølleparker, da svenske Vattenfall tilsyneladende ikke deltager. (Side 4)
SVINGDØREN SNURRER FOR FULDT TRYK I BAGMANDSPOLITIET
Der er sket et dræn af medarbejdere i bagmandspolitiet, der efterforsker de største og mest komplicerede økonomiske forbrydelser i Danmark. (Side 6)
TATA-AKTIONÆRER HAR TABT 60 MIA. KR.
Indien er rystet, efter at den fyrede formand Cyrus Mistry nu slæber Indiens største konglomerat for retten med påstande om misrøgt i selskabet og uberettiget fyring. (Side 10)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯