Tirsdagens internationale avisuddrag med Ikea, Unilever og Statoil
FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):
IKEA VIL SÆTTE SKUB I SALGET GENNEM EKSTERNE VIRTUELLE SÆLGERE
Ikea ændrer salgsstrategi og vil nu satse på store online-forretninger, som eksempelvis Amazon og Alibaba. Det nye tiltag skyldes øget konkurrence og faldende besøgstal i fysiske varehuse. (IKEA TURNS TO ECOMMERCE SITES IN ONLINE SALES PUSH)
SAUDI-ARABIEN REDUCERER SIN OLIEEKSPORT
I november vil Saudi-Arabien tilpasse sin olieeksport til et niveau, der ligger under den nuværende efterspørgsel. Mandag meddelte landets energiministerium, at efterspørgslen efter olie fra Saudi-Arabien ligger på 7,7 mio. tønder om dagen, men at kongeriget kun har sat 7,2 mio. tønder olie om dagen af til eksport. Den markante reduktion i olieeksporten er en del af en større strategi, der er blevet iværksat af det globale oliekartel Opec, der skal stimulere oliepriserne. (SAUDI ARABIA CURBS OIL EXPORTS TO COMBAT GLUT)
WETRANSFER HAR VOKSEVÆRK I USA UDEN FOR SILICON VALLEY
Det hollandske teknologiselskab Wetransfer, hvis 40 mio. brugere sender over 1 mia. filer til hinanden online hver måned, vokser med en tocifret procentsats og holder sig helst væk fra Silicon Valley. Wetransfer har på mindre end otte år præsteret, hvad de fleste opstartsvirksomheder drømmer om, nemlig overskud og vækst. (WETRANSFER WINS OVER ARTISTS BY AVOIDING SILICON VALLEY)
RICHARD THALER VINDER NOBELPRISEN I ØKONOMI
Den amerikanske økonom og professor ved University of Chicago Richard Thaler vinder Nobelprisen i økonomi. Han er blandt andet kendt for sit banebrydende akademiske arbejde, der påviser sammenhængen mellem adfærdspsykologi og økonomisk rationalitet. (RICHARD THALER WINS NOBEL PRIZE IN ECONOMICS)
UBERS AKTIONÆRER BREMSER SOFTBANK HANDEL
Storaktionærer i Uber truer med at stille sig i vejen for en stor investering på 10 mia. dollar fra den japanske televirksomhed Softbank. (SOFTBANK DEAL WITH UBER ENCOUNTERS DELAY)
WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK: EUROPÆISKE BANKER KAN KLARE EN RENTESTIGNING
Den europæiske centralbank (ECB) har mandag gennemført en såkaldt "stress-test" i eurozonen, der har til formål at undersøge, hvor modstandsdygtige europæiske banker er i tilfælde af eksempelvis endnu en finanskrise. Testen viser, at bankerne er polstret med nok kapital til at kunne klare markante rentestigninger. (ECB: BANKS' CAPITAL BUFFERS ARE BIG ENOUGH TO COPE WITH HIGHER INTEREST RATES)
GENERAL ELECTRIC TILDELER BESTYRELSESPOST TIL KONTROVERSIEL INVESTOR
General Electric bukker under for stigende pres og tildeler investoren Trian Fund Management en plads i selskabets bestyrelse. Trian investerede 2,5 mia. dollar i General Electric i 2015, der på daværende tidspunkt blev anset som en god mulighed for et samarbejde. For seks måneder siden forsøgte Trians grundlægger, Ed Garden, at få en plads i General Electrics bestyrelse, hvilket ikke lykkedes, da der angiveligt var personlige uoverensstemmelser mellen Ed Garden og General Electrics ledelse. (GE GIVES ACTIVIST TRIAN A SEAT ON THE BOARD)
UNILEVER UNDSKYLDER FOR REKLAME
Unilever undskylder for racistisk reklame. I weekenden fik selskabets reklame for sæben Dove stor opmærksomhed på Facebook, der viser en afroamerikansk kvinde, som tager en t-shirt af og bliver til en hvid kvinde, hvilket vækkede harme på det sociale medie. Unilever anerkender fejlen og har trukket reklamen tilbage. (UNILEVER APOLOGIZES FOR DOVE AD)
THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):
BRITISK MINISTER VIL KOMME FLYPASSAGERER TIL UNDSÆTNING EFTER KONKURS
Storbritanniens transportminister, Chris Grayling, vil fokusere på nye reformtiltag, der skal forhindre, at flypassagerer strander i udlandet, når flyselskaber går konkurs. Udmeldingen kommer oven på flyselskabet Monarchs økonomiske styrt, der ramte 110.000 passagerer. (MINISTERS PLAN REFORMS TO PREVENT REPEAT OF MONARCH COLLAPSE)
DAVID CAMERON FÅR NYT JOB I USA
Den tidligere britiske premierminister David Cameron har fået nyt job i den private sektor. Han skal angiveligt være rådgiver for ledelsen i det amerikanske teknologiselskab First Data Corporation i USA. (DAVID CAMERON TAKES JOB WITH US ELECTRONIC PAYMENTS FIRM)
THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):
STATOIL HAR FUNDET EN SKATTEKISTE MED OLIE I NORDSØEN
Statoil gør nyt fund i Nordsøen. Det norske olieselskab har fundet omkring 130 mio. tønder olie i Moray Basin, der med de nuværende oliepriser har en estimeret værdi på omkring 5 mia. pund. (STATOIL REVEALS FIRST "NEW" NORTH SEA OIL DISCOVERY OF THE YEAR)
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›