Tirsdagens obligationer: Lille rentestigning efter øget risikoappetit

Udgivet den 22-09-2020  |  kl. 17:04  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede tirsdag med et plus på 1 basispoint i minus 0,42 pct., efter at mandagens risikoaversion sendte renten ned med 3 basispoint.

Øget risikoappetit og en forbedret stemning på aktiemarkederne var tirsdag med til at sende obligationskurserne lidt ned og renterne lidt op.

Nøgletal viste fra morgenstunden et fald i forbrugertilliden i Danmark til minus 7,4 i september fra minus 5,5 måneden før.

Den svenske centralbank, Riksbanken, fastholdt tirsdag den ledende rente i Sverige på 0,00 pct., og renten forventes også at forblive på det niveau frem til mindst udgangen af 2023, viste rentebanen fra Riksbanken.

I forbindelse med rentemeddelelsen opjusterede banken også sin prognose for bruttonationalproduktet (BNP) i Sverige for både i år og næste år.

Der kom også forbrugertillidstal fra eurozonen, der i den endelige opgørelse for september blev oprevideret til minus 13,9 fra minus 14,7 i den foreløbige opgørelse.

Tirsdagen bød også på et økonomisk nøgletal fra USA i form af salget af eksisterende boliger, der i august udviklede sig helt som ventet, da der blev solgt 6,00 mio. boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening.

Den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, er tirsdag i søgelyset, idet han i Kongressen skal give sit syn på Kongressens stimulanser. Feds præsident kan også passende adressere aktieinvestorers kritik af, at centralbanken ikke gør nok for at ændre sine opkøbsprogrammer, så de stimulerer vækst og inflation.

- Fed kunne både øge opkøbene yderligere og forlænge varigheden på statsobligationsopkøbene. Der har også været kritik af, at Fed ikke er mere aggressiv med hensyn til udlånsprogrammerne, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder