Tirsdagens obligationer: Renten steg frem mod Powell-tale
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg frem mod aftenens tale fra centralbankfolk.
Renten endte 3 basispoint højere end mandag i 2,43 pct.
Der var kun få økonomiske nøgletal at forholde sig til tirsdag, men dagen bød til gengæld på vigtige taler fra topfolk i både Den Europæiske Centralbank og den amerikanske centralbank.
Fra Tyskland viste industriproduktionen et månedligt fald på 3,1 pct. i december mod et ventet fald på 0,8 pct.
Allerede ved middagstid sagde den franske centralbankchef, François Villeroy de Galhau, at ECB ser inflationen vil nærme sig de 2 pct. i slutningen af 2024 eller starten af 2025. Og at en recession muligvis kan undgås.
Senere var chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i Minneapolis, Neel Kashkari, ude med en melding om, at det stærke arbejdsmarked i USA viser, at centralbanken er nødt til at fortsætte med at løfte renterne.
Men det er den amerikanske centralbankschef, Jerome Powells tale efter dansk lukketid, der imødeses med størst spænding. Og hvor han ligger i forhold til, hvor højt de amerikanske renter skal op, og hvor længe de skal blive på det forhøjede niveau - ikke mindst set i lyset af sidste fredags massivt overraskende stærke arbejdsmarkedsrapport.
Investorerne har siden jobrapporten justeret kraftigt på forventningerne til udviklingen i den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, rentebane.
Handelen med rentefutures indikerer nu en top i centralbankrenten til juli i 5,15 pct., inden investorerne ser renten sat ned til 4,80 pct. inden nytår. Det er en markant stejlere rentebane end buddet torsdag, da obligationsmarkedet pegede mod en rentetop i 4,90 pct. og en rente ved udgangen af december i 4,40 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1172
- næste ›