Top 10: Her er størst ulighed på boligmarkedet

Udgivet den 18-01-2018  |  kl. 06:00  |  
Havn / Langeland / Hav (Boligsiden.dk)

Uligheden på boligmarkedet er størst i Langeland Kommune. Her er vi på havnen i Rudkøbing på Langeland. Foto: Boligsiden.dk.

Det er almindelig kendt, at der er stor forskel på priserne på boligmarkedet i de store og mindre byer, men det er nok mindre kendt, at der også er rigtig store forskelle internt i kommunerne.

Boligsiden.dk har undersøgt den samlede købssum for den dyreste og billigste fjerdedel af alle villaer solgt i de enkelte kommuner i 2017. Undersøgelsen viser, at der er størst ulighed på boligmarkedet i kommuner som Langeland, Lemvig, Tønder, Lolland og Guldborgsund - altså ø- og yderkommuner, der ikke har en stor by som trækplaster.

"Fælles for de fem kommuner med størst ulighed er, at de er blandt landets billigste, og netop derfor er uligheden stor. For her er der også dyrere nyrenoverede huse til salg, der ligger ud til vandet. De dyrere huse står i kontrast til kommunernes allerbilligste huse, og derfor ser vi store forskelle i forbruget på den dyreste og billigste fjerdedel af de solgte huse – og dermed også det, vi kalder for stor ulighed på boligmarkedet," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Ser vi på den anden ende af spektret er det i en række kommuner omkring København, der er registreret mindst ulighed. Det drejer sig om blandt andre Albertslund, Brøndby og Vallensbæk.

"Modsat ø- og yderkommuner så er det her umuligt at finde huse til et par hundrede tusinde. De findes simpelthen ikke. Her har alle huse en god beliggenhed, fordi de er tæt på København, og dermed også en høj værdi. Derfor oplever vi, at uligheden her er mindre," påpeger Birgit Daetz.

Faldende ulighed nogle steder

Ser vi 20 år tilbage, var uligheden også mindst i området omkring København. Men ser vi igen på, hvor uligheden på boligmarkedet var størst, viser det sig, at Syddjurs, Hedensted, Billund og Kerteminde dengang var i top 10 over kommuner med størst ulighed. Her er uligheden faldet så meget siden 1997, at ingen af de nævnte kommuner i 2017 er blandt de 30 kommuner med størst ulighed.

"De nævnte kommuners naturskønne beliggenhed i nærheden af større byer har gjort dem attraktive. Og attraktivitet øger bundniveauet på priserne, og derfor er uligheden blevet mindre. For eksempel er priserne i 2017 steget meget i Hedensted, fordi det også går godt på markedet i nabokommunerne Horsens og Vejle. Der er altså en afsmittende effekt til omegnskommunerne, der gør forskellene på boligmarkedet i kommunerne mindre," påpeger Birgit Daetz.

Så hvad skal der til i ø- og yderkommunerne for, at uligheden på boligmarkedet også mindskes her?

"I takt med at priserne er steget i det meste af landet, har mange købere udvidet radiussen for, hvor de gerne vil bo. Det har allerede betydet stigende priser i de fleste af de kommuner, hvor vi har konstateret stor ulighed på boligmarkedet. Det skal helst smitte af og give løft i prisen på de billigste boliger, og det kan ske ved at sikre, at der ikke er huse, der forfalder og bliver ubeboelige."

LÆS OGSÅ: Spar over 450 procent på huskøb i samme kommune

Top 10: Her er uligheden på boligmarkedet for villaer størst*

Kommune Samlet købssum 2017 (i kr.) Andel af samlet købssum for billigste fjerdedel (i procent) Andel af samlet købssum for dyreste fjerdedel (i procent) Forskel (i procentpoint)
Langeland 131.919.697 7,1 % 57,4 % 50,3
Lemvig 135.048.837 6,9 % 53,1 % 46,2
Tønder 221.713.216 8,4 % 52,6 % 44,2
Lolland 221.968.642 8,1 % 51,6 % 43,4
Guldborgsund 522.425.300 7,1 % 49,6 % 42,6
Frederikshavn 708.747.876 8,1 % 50,5 % 42,4
Thisted 465.151.207 7,7 % 50,1 % 42,4
Aabenraa 490.100.600 8,4 % 50,7 % 42,3
Sønderborg 664.035.123 7,8 % 48,6 % 40,9
Morsø 131.357.720 7,5 % 48,0 % 40,5

*udregningen er baseret på den samlede sum, der er købt villaer for i den enkelte kommune. Derefter er det regnet ud, hvor stor en del af den sum, den billigste og dyreste fjerdedel af de solgte villaer står for. Slutteligt er det regnet ud, hvor stor forskel i procentpoint der er i de enkelte kommuner.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder