Topchef i Lundbeck forudser påvirkning af corana året ud

Udgivet den 13-08-2020  |  kl. 09:43  |  

Lundbeck har trods coronaudbruddet klaret sig igennem første halvår med vækst på toplinjen, samtidig med at selskabet har sparet sig til et noget bedre driftsresultat end ventet. Covid-19-effekter lurer dog fortsat, vurderer Lundbeck.

- Vores forretning har faktisk været ret stærk. I første halvår havde vi en vækst på 5 pct., og omsætningen løb op i 8,9 mia. kr., siger Lundbecks topchef, Deborah Dunsire, til Ritzau Finans.

Hun mener, at halvårstallene bedst afspejler den underliggende udvikling i efterspørgslen.

Første kvartal var nemlig ekstraordinært påvirket af lageropbygning, da distributører og patienter sikrede sig lagre af medicin som følge af coronaudbruddet, mens salget i andet kvartal har været mere afdæmpet, fordi lagrene nu er bragt ned igen.

VIRUSEFFEKTER I ANDET HALVÅR

- Jeg vil mene, at lagereffekterne, vi har set, nu er ovre, men vi ved, at der forskellige steder i verden er udbrud af covid-19, og når vi sender vores folk tilbage i felten, så oplever vi i flere lande, at vi tager to skridt frem, men et tilbage, så vores medarbejdere i felten må lukke ned igen, siger Deborah Dunsire.

Af samme grund venter hun også, at Lundbeck resten af året lokalt vil være påvirket af virusset.

Samtidig har frygten for smittespredning medført, at færre patienter går til lægen.

- Lægerne mødes i visse tilfælde virtuelt med patienter, og deres villighed til udskrive nye recepter eller ændre recepter er ikke så stor, når de ikke mødes med patienterne fysisk. Så vi ser en tendens til, at antallet af nye patienter, der kommer i behandling, er lavere på dette tidspunkt under pandemien, siger Deborah Dunsire.

BESPARELSER BAG OPJUSTERING

For de enkelte produkter ser Lundbeck af samme grund en øget usikkerhed om salget som følge af covid-19, men forventningerne til toplinjen fastholdes på 17,4-18,0 mia. kr.

Til gengæld løftes forventningerne til driftsindtjeningen, EBIT, til 1,8-2,2 mia. kr. fra 1,4-1,9 mia. kr. på grund af engangsbesparelser. Blandt andet er der skruet ned for markedsføringen, og også rejseaktiviteten har været noget lavere end budgetteret under virusudbruddet.

Spørgsmål: Får det dig ikke til at tænke på, om der er omkostninger, der kan tages ud, uden at det rammer salget?

- Det er noget, vi ser på dagligt, og vi tænker på, hvad vi har lært under pandemien, som kan bruges fremover.

- Vi har helt sikkert lært, at mere kan klares virtuelt, så rejseomkostningerne vil muligvis ikke vende tilbage til samme niveau, men vi ved også, at vi taber noget, når vi ikke mødes ansigt til ansigt. Kreativiteten og innovationskraften er ikke så høj, når alle arbejder virtuelt, og det gælder også vores interaktioner med sundhedssystemet, siger Deborah Dunsire.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder