Topdanmark OVERBLIK Q3: Skader rammer resultatet

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 12:37  |  
Arkiv: Foto

Topdanmark har fredag middag aflagt regnskab for tredje kvartal.

Her er hovedpunkterne fra regnskabet:

* Topdanmark kom ud af årets tredje kvartal med et nettooverskud på 357 mio. kr., hvilket var under analytikernes forventninger. Ifølge estimater indsamlet af Topdanmark selv lød medianestimatet blandt analytikerne på et overskud på 426 mio. kr. for kvartalet. I samme periode af 2019 havde forsikringsselskabet et overskud på 285 mio. kr.

* Toplinjen - bruttopræmieindtægterne i skadesdelen - endte på 2428 mio. kr. mod ventet 2415 mio. kr. og 2359 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

* Det forsikringstekniske resultat af skadesforsikring landede på 248 mio. kr. mod ventet 400 mio. kr. af analytikerne og 356 mio. kr. i samme kvartal året før. Stigende skader er forklaringen. Der var større skader fra husforsikringer, der samlet beløb sig til 63 mio. kr., og desuden var afløbsgevinster 53 mio. kr. lavere end i samme kvartal i 2019. Corona-effekter trak den anden vej og havde en anslået positiv effekt på det tekniske resultat i størrelsesordenen 46 mio. kr.

* Topdanmark opjusterer forventningerne. Selskabet løfter skønnet for den resultatmæssige prognose til 750-850 mio. kr. mod 550-750 mio. efter andet kvartal. Før corona og suspensionen af forventninger var det Topdanmarks forventning at nå 950-1050 mio. kr.

* Topdanmark har i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal også offentliggjort en række resultatforudsætninger for 2021. Topdanmark regner med at opnå en præmievækst på skadeforsikringsområdet i 2021 på lige over 3 pct. og en combined ratio på cirka 90 eksklusive afløb, idet den ventes at blive negativt påvirket af øgede investeringer i effektivitetsprogrammet.

Topdanmarks regnskab for tredje kvartal af 2020 med analytikernes forventninger:

Mio. kr. Q3 20 Q3 20(e) Q3 19 FY 20(e) FY 19
Præmieindtægter, skade 2428 2415 2359 9639 9394
Forsikringsteknisk resultat *) 248 400 356 1394 1534
Investeringsresultat 136 90 -67 -279 64
Resultat skade 383 489 285 1110 1601
Resultat liv 69 38 77 47 327
Resultat før skat 460 547 592 1193 1987
Periodens resultat 371 426 459 921 1547
Combined ratio ex afløb (%) 91,2 86,5 81,4 88,1 88,3

(e) = medianestimat baseret på estimater fra op til 15 finanshuse indsamlet af Topdanmark .

Forventninger til 2020:

EFTER Q3 Før Q3 Før Q2 2020 Ved FY 2019
Præmiefremgang, skade CA. 3% 2-3% Suspenderet 23/3 På niveau med 2019 (+2,9%)
Combined ratio CA. 88 88-89 Suspenderet 23/3 Omkring 90 før afløb
Nettoresultat, mio. kr. **) 750-850 550-750 Suspenderet 23/3 950-1050

* = efter forrentning og kursregulering af skadesforsikringshensættelser

** = Den modelmæssige resultatprognose viser, hvilket niveau resultatet ventes at lande på, såfremt en række forudsætninger om afkastet på de finansielle markeder opfyldes.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder