Topdanmark/Sydbank: Værre skadesforløb giver skuffende kvartal

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 13:03  |  

Landets næststørste forsikringsselskab Topdanmark er kommet ud af tredje kvartal med et resultat på forsikringsdriften, der lander markant under analytikernes forventning.

Det får Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank, til at kalde regnskabet for skuffende.

- Vi ser, at det forsikringstekniske resultat lander noget under forventningen, siger aktieanalytikeren.

Topdanmarks forsikringstekniske resultat i tredje kvartal lander på 248 mio. kr., mens analytikerne havde forventet 400 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af Topdanmark selv.

Det er samtidig lavere end i tredje kvartal sidste år, hvor Topdanmark kunne levere et forsikringsteknisk resultat på 285 mio. kr.

Mikkel Emil Jensen hæfter sig ved, at væsentligt flere rørskader, flere svampeskader og enkelte brande påvirker negativt og er med til at gøre, at Topdanmark bliver ramt af et værre skadesforløb end ventet i tredje kvartal.

- Samtidig får de modvind fra færre afløbsgevinster, større udbetalinger på vejrrelaterede skader og storskader end forventet, så der er pres fra alle fronter på forsikringsdriften i kvartalet. Men ikke noget, som jeg synes giver anledning til strukturelle ændringer, siger han og tilføjer:

- Topdanmark skulle gerne komme ind på sporet igen og vise en bedre underliggende udvikling også i de kommende kvartaler.

Afløbsgevinster er kapital reserveret til tidligere skader, som så efterfølgende ikke har vist sig at blive så dyre som oprindeligt ventet.

I kølvandet på regnskabet dykker Topdanmark-aktien 4,2 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder